I 10. klasse på Herningsholm er du selv med til at sammensætte det perfekte skoleskema for dig. Din skoledag hos os vil være en kombination af de fag du kender fra 9. klasse, samt mange forskellige linje- og valgfag.

Udover stor medbestemmelse i linje- og valgfag, skal du også være med til at bestemme din brobygning. Det er vigtigt for os, at vi kan hjælpe med at finde ud af, hvad du skal efter 10. klasse. Du vælger selv hvilke ungdomsuddannelser, du vil blive klogere på. Du kan nå at afprøve tre ungdomsuddannelser i brobygningen på et skoleår.

Når vi har lært dig at kende, kan vi godt finde på at udfordre dig på dine valg. Du får vejledning undervejs og hjælp af din klasselærer og skolens uddannelsesvejleder.

Samtidig får du mulighed for at blive skarpere på din matematiske tænkning, de danske genrer og den engelske grammatik, så du bliver klar til næste niveau.

Fællesskabet er vigtigt for os i 10. klasse på Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier. Vi tror på at man kan lære og være i udvikling, hvis man er en del af et sundt, trygt og forpligtende fællesskab. 


Mærk stemningen til åbent hus i 10. klasse

Lørdag 25. januar kl. 11:00-13:00

Handelshuset, Lillelundvej 1B, 7400 Herning

Se på et kort

 

Der er kun én måde at finde ud af, om 10. klasse på Herningsholm er noget for dig. Kom og besøg os til åbent hus. Så kan du se skolen, møde lærerne og snakke med nogle af de elever, der går her i forvejen.

Spørg dem fx om skemaet, projektdagene, studietur, virksomhedsbesøgene, sammenholdet og alt det andet, du går og tænker på. Dine forældre må også gerne stille spørgsmål, hvis de vil.

I kan parkere ved erhvervsgymnasiet på Truelsensvej 3. Vi glæder os til at se jer.


Alle skal kunne være her og have det godt altid og samtidig!

Det er den vigtigste "leveregel" for os i 10. klasse på Herningsholm. Derfor forventer vi, at du optræder ærligt og korrekt over for andre elever, studerende, skolens personale og kursister både i og uden for skolen samt på sociale medier.

Vi arbejder også med begrebet "Den gode Herningsholm-elev", hvor vi har særligt fokus på gode vaner og den gode kammerat.

 

De gode Herningsholm-elever:

  • Overholder aftaler (opgaver der skal løses m.v.) 
  • Møder til tiden
  • Rydder op efter sig selv (og andre)
  • Hilser på hinanden
  • Respekterer hinanden (kommunikerer med respekt m.v.)
  • Hjælper hinanden
  • Udviser positivt engagement

Studietur til Berlin

Alle elever i 10. klasse tager i uge 44 på studietur til Berlin. Her skal vi opleve storbyens mangfoldighed og historiens vingesus. Vi skal besøge historiske bygninger som Olympia Stadion og Berlinmuren, men der er også plads til dönerkebab og multikultur.

Glæd dig!

Turen koster 3.500 kroner, som betales i tre rater.


 

Tre dimensioner

I 10. klasse arbejder vi med de tre dimensioner: afklaring, fagligt løft og personlig/social udvikling.

En vigtig del af at gå i 10. klasse hos os er dannelse. Det arbejder vi med i samtlige fag. Der er til hver klasse tilknyttet en trivselsvejleder, som gennem skoleåret hjælper dig med din personlige og sociale trivsel og udvikling.

 

Studiemiljø

I 10. klasse på Herningsholm har vi fokus på din trivsel, og vi ved, at du lærer bedst, når du har det godt med dine klassekammerater. Du får derfor base i en stamklasse, som du har de fleste af dine timer sammen med.

10. klasse ligger i Handelshuset på Lillelundvej sammen med EUD/EUX Business.

Du og dine klassekammerater bliver en del af et spændende ungdomsuddannelsesmiljø i Handelshuset.

Handelshuset blev taget i brug i 2017, så det er nye, lyse og indbydende lokaler, du bliver undervist i.

 

Klasselærer

Du får en klasselærer, der følger dig gennem 10. klasse. I vil løbende have samtaler i forhold til din personlige, faglige og sociale udvikling, så du får mest muligt ud af dit år i 10. klasse.

 

Virksomhedsbesøg

Det vil være muligt at komme ud i erhvervspraktik i løbet af året, og vi vil besøge forskellige virksomheder og ungdomsuddannelser i området. Vores uddannelsesvejleder hjælper med at koordinere praktikforløb.

 

Er du talentelev?

Vi tilbyder undervisning for talentelever, som er optaget i Talent Herning/Herning Elite eller i Team Danmarks Eliteprogram.

Undervisningen foregår som i de andre 10. klasser på skolen, men vi tilrettelægger undervisningen, så du kan følge morgentræningen i din klub tirsdag og torsdag. Desuden giver vi fri til, at du kan deltage i turneringer og konkurrencer. I dit skema får du mulighed for at samle op på lektier.

 

Vi har også en modtageklasse. Kontakt afdelingsleder Anna Ørkilde for mere info.

Anna Ørkilde
Afdelingsleder

Har du spørgsmål vedrørende elevadministration bedes du henvende dig til: 

Majbrit Hald Løvstad
Uddannelsessekretær

72 13 47 31
maj@herningsholm.dk