Vi har god erfaring med at undervise elever med læsevanskeligheder og ordblindhed i 10. klasse på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier. Elever med disse behov er inkluderet i de ordinære klasser.
Hvis man er ordblind, er det vigtigt at fortælle det ved opstart i 10. klasse, da lærerne gerne vil støtte, hjælpe og tilpasse undervisning og materialer fra starten. Ved samarbejde og fælles hjælp kan man indgå i undervisningen på lige fod med øvrige elever.
I 10. klasse på Herningsholm har vi følgende hjælp til ordblinde:
- En læsevejleder, samt yderligere kobling til læsevejledere på Herningsholm
- CD-Ord, Into-words, Nota og Appwriter (samt mulighed for at benytte et andet system, hvis man tidligere har brugt et andet system)
- Mulighed for at få ekstra tid til eksamen samt at gå til prøve på særlige vilkår (såfremt ordblindhed i tilstrækkelig grad kan dokumenteres)
- Differentieret undervisning og tilpassede opgaver
Man har mulighed for at medbringe sin egen computer og få installeret støtteprogrammer, men man kan også låne en skolecomputer med ordblindehjælpeprogrammer. Vi arbejder i Office 365 med OneNote og Teams. I disse systemer er der indbygget hjælp til ordblinde og elever med læse- og skrivevanskeligheder.
Der er desuden mulighed for at blive testet for ordblindhed, hvis man ikke tidligere er blevet det og mistænker, at der kan foreligge ordblindhed.