Hvad forventer vi af dig?

På HHX forventer vi, at du møder op, deltager aktivt i den daglige undervisning, og at du afleverer de skriftlige opgaver, der stilles. 

Desværre er lektierne ikke altid jævnt fordelt hen over skoleåret, så i visse perioder vil du opleve mere hjemmearbejde end andre. Derfor er det en god idé, at du øver dig i at planlægge din lektielæsning og opgaveskrivning – og vi hjælper dig gerne på vej. 

På HHX tager du ansvar for din egen skolegang, og du betragter det at gå i skole som din hovedbeskæftigelse. Vi forventer, at du selv:

  • søger informationer om skema, lektier, opgaver, arrangementer mm.
  • giver skolen besked ved fravær, fx sygdom.

Trivsel

Vi har fokus på, at du passer din skolegang, og at du trives. Hver klasse får hver sin egen klasselærer og studievejleder. Klasselærerens rolle er bl.a. at varetage klassens generelle trivsel, planlægge sociale arrangementer, holde møder med klassens øvrige lærere samt sikre koordinering af klassens skriftlige afleveringer.

Du er altid velkommen til at tage en snak med din klasselærer, hvis du har brug for det. 

Du kan også gå til din studievejleder og bede om hjælp, hvis du har brug for en snak om dit faglige niveau eller har udfordringer på 
skolen eller derhjemme. Studievejlederen har tavshedspligt og samarbejder med klasselæreren og ledelsen om klassens og den enkelte elevs trivsel.

Forældresamarbejde

Tal med dine forældre om nødvendigheden og omfanget af et fritidsjob og fritidsaktiviteter. Hvor meget er realistisk ved siden af dine studieaktiviteter? 

Husk, at det svarer til et fuldtidsjob at gå i gymnasiet.

 

Forældremøde

Dine forældre inviteres til et forældremøde, kort tid efter du er startet på HHX. Her vil vi informere om uddannelsen og dagligdagen på skolen.

Umiddelbart efter første karaktergivning vil der blive holdt forældre- og elevkonsultationer, hvor du og dine forældre kan få feedback på, hvordan det går med dig i den daglige undervisning, og dine forældre kan møde din klasselærer.

Elevråd

Som elev på Herningsholm Gymnasium kan du bruge din viden og evner ud over det almindelige skolearbejde. Du har blandt andet mulighed for at blive en del af skolens elevråd, som er elevernes talerør.

Elevrådet består af en gruppeelever med en ægte interesse i at arbejde for elevtrivsel og studiemiljø.

Festudvalg

Du kan også blive blive en del af vores festudvalg, som står for at arrangere fredagscaféer, gymnasiefester og andre spændende events.