Faglært inden for handel & kontor
Overvejer du en uddannelse inden for butik, handel eller kontor og gerne indledningsvis vil snuse til forskellige faglige uddannelser inden for området?
Så kan Grundforløb+ (GF+)-forløbet ”Faglært inden for handel & kontor” være noget for dig.
På 10 uger får du kendskab til, hvilke job- og uddannelsesmuligheder der er inden for detailhandel, B2B-handel, kontor og digital handel. Du prøver, hvordan det vil være at arbejde inden for de forskellige fagretninger, og herigennem får du afklaret, om det er en uddannelse for dig.
Er det længe siden, du har gået i skole, eller har det at gå i skole eller tage en uddannelse ikke været en god oplevelse for dig, så brug GF+ til at finde ud af, om du er klar til at starte uddannelse nu, herunder få afklaret din mødestabilitet, og hvad niveauerne er på uddannelserne.
Du får SU på GF+, og når du er færdig, er du klar til at starte på erhvervsuddannelsens grundforløb 2 EUD umiddelbart efter.
Uddannelser
På dette forløb får du mulighed for at få kendskab til følgende uddannelser:
• B2B-handel med specialerne salg, indkøb og digital handel
• Detailhandelsuddannelsen med specialerne salgsassistent og digital handel
• Kontoruddannelsen med specialerne administration og økonomi (kræver EUX)
Målgruppe
GF+ er for dig, der:
• er uafklaret ift. uddannelsesvalg og vil vide mere om handels- og kontoruddannelserne
• er i tvivl, om du kan gennemføre en uddannelse inden for handels- og kontoruddannelserne
• har 02 i dansk og matematik fra folkeskolen eller kan bestå optagelsesprøven til erhvervsuddannelser.
Du kan ikke komme på GF+, hvis du:
• tidligere har gennemført en ungdomsuddannelse (gymnasial- eller erhvervsuddannelse)
• tidligere har taget GF+ på en anden uddannelse
• har adgang til grundforløb 1
• tidligere har fravalgt at gå på grundforløb 1 for at starte direkte i lære og/eller på grundforløb 2
• har gennemført grundforløb 2 på detailhandels-, handels-, kontor- eller eventkoordinator-uddannelsen.
Forløbet
Med din personlige refleksionsbog i hånden vil du i løbet af de 10 uger arbejde med praktiske opgaver og læring med 2-3 ugers forløb inden for hver uddannelse i vores kontor- og butiksmiljø – altså ikke noget med klasselokaler og skoleundervisning, men konkret arbejde med fagene og opgaverne i praksis.
I forbindelse med hvert skifte skal du forholde dig til, hvad den pågældende uddannelse er, hvilke kompetencer du har udviklet, hvordan dine styrker og svagheder er ift. jobtypen samt om uddannelsen kunne være noget for dig.
Undervejs har du personlige vejlednings- og opfølgningssamtaler med din vejleder, som giver dig feedback på, hvordan vi ser dine styrker og udfordringer i forhold til uddannelserne.
Forløbet afsluttes med en samlet refleksionsopgave og en afsluttende vejledningssamtale i forhold til dit videre forløb.
Er du fyldt 25 år, kan du få lavet en realkompetencevurdering, så du ved, om du kan få merit til uddannelsen.
Tilmelding
På www.optagelse.dk kan du se næste holdstart og søge om optagelse.