HHX og HTX i Herning under Herningsholm Erhvervsgymnasium deltager i mange forskellige nationale og internationale naturvidenskabelige, sproglige og entreprenørskabsorienterede konkurrencer.
At deltage i konkurrencer skal ses som et led i at danne de unge, som efterfølgende skal ud og gøre karriere i erhvervslivet. De skal lære at tage chancer og tro på deres idéer. Konkurrencerne er altid i skole-regi, men de kan foregå både i og uden for skoletid.
Vi er et af Europas mest vindende gymnasier inden for entreprenørsskab.
Hvem er talenter?
Talenterne i uddannelsessystemet er elever, som har særlige forudsætninger inden for et område, og som har mulighed for at blive blandt de bedste.
Hvorfor satse på talenter?
- Hvis vi som uddannelsesinstitution ikke skulle – hvem skulle så?
- Vi har ikke råd til at lade være – talenter skal sikre fremtidens overlevelse og udvikling
- Talent smitter
- Talentudvikling giver energi og trivsel
DM i Entreprenørskab for Ungdomsuddannelser (Company Programme)
Konkurrencen er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab.
Konkurrencen er et learning-by-doing-forløb, hvor elever fra ungdomsuddannelserne lærer at udvikle, afprøve og realisere gode ideer inden for alt fra social innovation til tekniske produkter. Company Programme er relevant for alle ungdomsuddannelser, idet eleverne opnår uvurderlige kompetencer, de fremadrettet kan bruge som iværksættere eller som attraktiv arbejdskraft i enhver organisation.
DM-finalen er afslutningen på et ni-måneders konkurrenceforløb, hvor typisk 4-5.000 elever fra danske ungdomsuddannelser danner og udvikler ca 1.000 Company Programme virksomheder så langt som muligt. Gennem en række regionale konkurrencer bedømmes disse virksomheder af juryer, der består af ledere fra erhvervslivet.
De 20 bedste virksomheder mødes i DM-finalen i Industriens Hus i København. Den vindende virksomhed repræsenterer Danmark ved Europamesterskabet.
EM i Entreprenørskab for Ungdomsuddannelser (JA-YE Company of the Year) er afslutningen på næsten et års deltagelse i Company Programme-konkurrencen.
Værtskabet for EM-finalen går på skift blandt JA-YE Europe’s 37 medlemsnationer.
Hvert land sender sin nationale mester fra Company Programme konkurrencen. Det vil sige, at rekrutteringsgrundlaget for EM-finalen typisk er 260-290.000 elever og ca. 30.000 Company Programme virksomheder.
Dommerne er repræsentanter fra de øverste lag af internationalt erhvervsliv. Konkurrencesproget er engelsk.
YE Austria Trade Fair er den Nationale Entreprenørskabsmesse for undomsuddannelserne i Østrig. I modsætning til f.eks. den Nationale Entreprenørskabsmesse i Danmark er den østrigske åben for internationale deltagere i Young Enterprise-konkurrencer i hele verden.
Dommere fra østrigsk erhvervsliv bedømmer konkurrencen. Konkurrencesproget er tysk.
JA-YE Europe Trade Fair er den internationale entreprenørskabsmesse under JA-YE Europe organisationen.
Værtskabet for JA-YE Europe Trade Fair går på skift blandt JA-YE Europe’s 37 medlemsnationer.
Hvert land sender repræsentanter kvalificeret blandt deltagerne i deres nationale Company Programme-konkurrence. Det vil sige, at rekrutteringsgrundlaget for JA-YE Europe Trade Fair typisk er 260-290.000 elever og ca 30.000 Young Enterprise virksomheder.
Normalt konkurrerer mellem 80 og 100 Young Enterprise virksomheder fra hele Europa på en JA-YE Europe Trade Fair. Dommerne er repræsentanter fra værtsnationens erhvervsliv. Konkurrencesproget er engelsk.
IVÆKSTprisen uddeles hvert år i december og er folkets og iværksættermiljøets pris. Med prisen hylder iværksættere og vækstvirksomheder deres rollemodeller.
Det er den gode iværksætterhistorie og ikke kun økonomiske nøgletal, der afgør, hvem der skal op på sejrsskamlen til prisuddelingen.
Prisens formål er at støtte virkelysten og vovemodet i de danske virksomheder ved at sætte fokus på de mange inspirerende succeshistorier, der findes blandt erhvervslivets vækstvirksomheder og ildsjæle.
Enterprise without Borders (EwB) er et Young Enterprise program med særlig fokus på elevers forståelse for betydningen af international handel og de kompetencer, der er nødvendige for at kunne drive international forretning.
Hvert deltagende hold i programmet stifter en forretningsenhed og forhandler en partnerskabsaftale med én eller flere tilsvarende forretningsenheder i udlandet og forventes at drive virkelig transnational forretning.
Elevernes virksomheder har mulighed for at udstille og networke på udvalgte nationale Young Enterprise messer i Europa.
I Danmark deltager 42 virksomheder i programmet i 2013, på verdensplan er 762 virksomheder fra Europa, Afrika og Nordamerika aktive i EwB.
Programmet administreres i Danmark af Fonden for Entreprenørskab og internationalt af Junior Achievement - Young Enterprise Europe og sponsoreres af EU, Accenture, Nokia og JP Morgan.
Social Enterprise Programme er et projekt, hvor eleverne lærer at omsætte gode socialt orienterede idéer til praksis. Via forløbet idégenererer eleverne med det udgangspunkt, at de med deres gode ideer kan være med til at skabe et bedre samfund for nuværende og kommende generationer.
Elever på Social Enterprise Programme gennemgår alle de processer og overvejelser, der skal til for at realisere idéer med en skarp social målsætning. Elever på Social Enterprise Programme deltager i en særskilt national konkurrence, hvor vinderen kvalificerer sig til den europæiske finale.
Fysikolympiaden er en dansk og international konkurrence for gymnasieelever i løsning af fysikopgaver. Fysikolympiaden har eksisteret siden 1966, og Danmark har deltaget siden 1995. Hvert år deltager over 80 lande i den internationale finale.
Konkurrencen afvikles i tre runder:
Den indledende runde
Den indledende runde (landsprøven) finder sted ude på gymnasier og htx-gymnasier.
Man skal lave en teoretisk prøve, der i omfang omtrent svarer til en studentereksamen i fysik - men på kortere tid (3 timer).
Tilmeldingen til fysikolympiaden vil finde sted i løbet af efteråret. Invitation og tilmeldingsinformation udsendes primo oktober.
Den danske finale
De 30 bedste deltagere fra første runde går videre til den danske finale, som afvikles på Niels Bohr Instituttet, H.C. Ørsted Laboratoriet på Københavns Universitet.
Den danske finale består af en teoretisk prøve (3 timer) og en eksperimentbaseret prøve, begge noget sværere end prøven ved den indledende runde.
Pensum til den danske finale er det samme som til studentereksamen, højt niveau, nu inklusive stoffet i magnetiske og elektriske felter.
De 12 bedste fra finalen udtages til videre træning. Herefter sker den endelige udtagelse af de fem vindere ved en prøve, der både indeholder en teoretisk del (om bl.a. elektromagnetisme og stive legemers mekanik) og to eksperimentelle prøve (hver på 2½ time).
Den internationale finale
De fem bedste fra den danske finale udgør det danske hold ved den internationale finale.
Tilmeld dig hos din fysiklærer.
Dansk Kemiolympiade er for unge med interesse for kemi. Hvert år deltager elever fra gymnasieskolen i konkurrencer, som omhandler kemi. Ud af deltagerne vælges fire elever, der kommer med til den internationale kemiolympiade.
De første runder er teoretiske spørgsmål, mens camps er en blanding af praktisk og teoretisk kemi.
1. runde finder sted ude på de enkelte skoler i november
Herefter udtages ca. 60 elever til 2. runde.
2. runde finder sted i januar
Herefter udtages ca. 15 elever til de afsluttende tre runder.
3. runde - kemi camp februar
4. runde - kemi camp marts
5. runde - kemi camp finale april
Herefter udtages de fire, der skal deltage i den internationale kemiolympiade.
Tilmeld dig hos din kemilærer.
Hvis du er blandt de heldige, som kan komme op i skriftlig biologi (biologi A), tilbyder denne konkurrence en unik mulighed for at prøve og styrke din skriftlige fremstilling i faget. Hvis du med den skriftlige del bliver blandt de 30 bedste i Danmark, går du videre til semifinalen, som er en blanding af en teoretisk og praktisk prøve.
De 15 bedste får efterfølgende special-træning i biologi, indtil de fire bedste udvælges. De fire vindere repræsenterer Danmark i årets biologi OL (f.eks. i Indonesien).
Georg Mohr-Konkurrencen er en matematikkonkurrence, der henvender sig til matematikinteresserede elever i gymnasiale uddannelser. Den blev grundlagt i 1991.
Formålet med Georg Mohr-Konkurrencen er at stimulere interessen for matematik ved at udfordre de dygtigste elever med opgaver, der i sværhedsgrad ligger ud over det, de møder i den daglige undervisning. Desuden fungerer konkurrencen som et led i udvælgelsen af deltagere til IMO, Den Internationale Matematikolympiade.
Georg Mohr-Konkurrencen afvikles i to runder. Første runde afholdes midt på efteråret og anden runde i januar. Første runde kræver ingen tilmelding, og alle kan deltage. Med et godt resultat i første runde kvalificerer man sig til at deltage i anden runde.
Georg Mohr-Konkurrencens første runde
Georg Mohr-Konkurrences første runde består af 20 opgaver. De første ti er multiple choice-opgaver med fem mulige svar, og de sidste ti opgaver skal besvares med et facit som er et positivt heltal. Besvarelserne rettes vha. en facitliste.
Elever med mindst ti rigtige svar i Georg Mohr-Konkurrencens første runde får diplom for en god præstation.
Elever med mindst tolv rigtige svar i første runde kan som hovedregel deltage i anden runde. Det er skolen, der bestemmer, hvilke elever den vil melde til.
Georg Mohr-Konkurrencens anden runde
Konkurrencen er en fire timers skriftlig prøve, som i begyndelsen af januar afholdes på samme dag på alle de deltagende elevers egne skoler. Eneste tilladte hjælpemidler er skrive- og tegneredskaber. Der må altså hverken benyttes bøger, formelsamlinger eller lommeregnere.
Opgavesættet består af fem opgaver af varierende sværhedsgrad. Det tilstræbes, at den første eller de to første opgaver er lettere end de øvrige. Nogle af opgaverne kan være meget vanskelige. Som regel er der kun en enkelt eller to elever ud af de ca. 1000 deltagere, der kan løse alle opgaverne.
Hver opgave tildeles 4 point. For en helt korrekt besvarelse af alle opgaver opnås altså i alt 20 point. Som regel opnår kun ganske få elever pointtal i nærheden af 20. Mange af deltagerne, også elever der normalt klarer sig godt i matematik, får under 4 point.
Alle besvarelser bedømmes af to censorer. Endvidere bliver bedømmelserne af de bedste besvarelser koordineret på et særligt koordinationsmøde. Når koordinationsmødet er slut, er alle pointtal endelige.
Tilmeld dig hos din matematiklærer. Se mere her.
Science Cup Denmark er en opfinderkonkurrence i biologi, kemi, fysik og teknologi for gymnasieelever i 2.g på stx og htx. Det gælder om at udvikle innovative løsninger på problemer inden for de fire fag. Deltagerne arbejder i projektgrupper på 3–5 elever med et teknisk-naturvidenskabeligt emne, som de selv vælger.
Opgaven går overordnet ud på at få en god idé og udvikle den til et produkt/proces. Produktet/processen fremstilles, afprøves og vurderes så professionelt som muligt. Produktet/processen skal være noget, som forbrugere eller virksomheder har brug for. Der kan være tale om videreudvikling af allerede eksisterende teknologi eller udvikling af ny teknologi eller produkter. Det afgørende er at finde et behov eller problem, udvikle en ide til løsning af problemet og ved hjælp af faglig viden fra biologi, fysik, kemi og teknologi at udvikle produktet/processen.
Som en del af projektet indhenter eleverne viden fra virksomheder og videregående uddannelsesinstitutioner. Der afvikles først regionale og derefter en national finale. Der er præmier til vinderne.
Alle gymnasier (stx/htx) i Danmark kan deltage i den Europæiske Unions Science Olympiade. Vinderne fra Danmark deltager i den europæiske Science-olympiadefinale.
Holdene skal bestå af tre elever. Deltagerne skal vælges blandt gymnasiets 1.g-elever, idet ingen deltagere må være fyldt 17 år. Der vil blive konkurreret på kompetencer og eksperimentelle færdigheder inden for fagene biologi, fysik og kemi, der svarer til intentionerne beskrevet i læreplanen for Naturvidenskabeligt Grundforløb. Det betyder, at holdets evne til at anvende naturvidenskabelig tankegang og gennemføre eksperimenter er det centrale.
Unge Forskere Senior er oplagt for alle, der laver eller har lavet naturfaglige projekter, såsom studieretningsprojekter (SRP), teknik- eller teknologiprojekter
Projektet skal laves alligevel – hvorfor ikke forsøge at vinde med det?
Du kan deltage med naturvidenskabelige projekter, spændende forsøg og nye opfindelser – eller en kombination?
Tilmeld dig hos din SRP-vejleder/lærer.
Har du en drøm om at opleve forskerverdenen? Er du frisk på at fordybe dig i et forskningsområde efter eget valg og i samarbejde med en dansk forsker at udforme et fremtidigt forskningsprojekt?
Hvis du kan svare ja til ovenstående, så er forskerspirer lige noget for dig. Hvad end din interesse er indenfor naturvidenskab, sundhedsvidenskab, samfundsvidenskab eller humaniora, så tilbyder Forskerspirer dig en unik mulighed for at få erfaringer, venskaber og kontakter, som vil følge dig længe efter du forlader gymnasiet. Konkurrencen indledes på 2. år, og afsluttes året efter.
Vi er på Herningsholm Erhvervsgymnasium stolte af at have mange elever, der klarer sig godt i nationale og internationale faglige konkurrencer. Det markerer vi ved at give eleverne en udmærkelse.
Det kræver hårdt arbejde og en stor vilje at vinde eller få en topplacering i faglige konkurrencer. Eleverne bruger mange timers arbejde på at nå så langt, og ofte kører konkurrencerne sideløbende med den normale undervisning.
Kriterierne for at opnå en udmærkelse er:
- Konkurrencen skal være af faglig karakter
- Det har krævet en kvalifikation at nå til finalen
- Der er opnået medalje eller særpris i nationale (DM) eller europæiske (EM) konkurrencer i skole-regi
- Der er opnået topplacering i internationale konkurrencer
- En ekstern jury har medvirket ved udvælgelsen og præmieringen
Bag virksomheden Unify Underwear står tidligere HHX-elever, der startede virksomheden som en del af Company Programme.
Company Programme under Fonden for Entreprenørskab er et struktureret forløb med fokus på innovation og virksomheds- og produktudvikling.