For dig der tror på, at vi kan flytte verden, hvis vi vil. Kan vi lige her - fra vores hverdag i Herning - tage samfundets største udfordringer ind og arbejde med dem på en positiv måde? Vi skal se fattigdom og ulighed, klima og miljø, krig og fred.
Formål
I studieretningen går vi tematisk - og praktisk - til undervisningen på tværs af fagene. I de samfundsfaglige fag vil vi undersøge og opsøge fremtidens økonomi og blandt andet spørge os selv: Hvad er vores plads, hvor skal vi arbejde, hvordan arbejder vi positivt med et negativt problem?
Vejen ind i fremtiden er brolagt med andre og sundere vaner. Vi skal mere ud i naturen, vi skal bruge vores krop mere, og vi skal beskæftige os mere med det nære. Vi vil så vidt muligt gå eller cykle på vores små rejser ud i det omkringliggende. Det betyder også, at vi skal lægge skærmene fra os oftere og lade undervisningen følge os på vejen, hvis vi en dag skal på en længere tur. I studieretningen vil vi gøre os umage for at bruge traditionelle samtaler- og læringsformer, når vi er på vores månedlige udflugter.
Vi vil knytte en kreds af rådgivende virksomheder, interesseorganisationer og meningsdannere til os. De vil hjælpe os med at bevare vores nysgerrighed og give os indsigt i og adgang til et netværk fra den virkelige verden.
1. års studietur går til København med fokus på det politiske centrum i Danmark. På 2. år kan der være en studietur til en skandinavisk hovedstad med fokus på nordisk samarbejde. Studieturen på 3. år vil gå til en europæisk storby, hvor fokus vil være på europæisk samarbejde.
Kom med på rejsen. Husk praktisk tøj, gode sko, en cykel, en sund appetit på verden og en lyst til at lægge skærmene fra dig.
Vi anbefaler, at du tilvælger samfundsfag på B-niveau for at få mere viden om sociologi og politik.
På studieretningen kan du ved hjælp af valgfag opnå 5 fag på A-niveau, hvilket giver en ekstra bonus til dit eksamensresultat.