Er du supersproglig, og drømmer du om at arbejde professionelt med sprog og kommunikation i udlandet eller i Danmark, er studieretningen med to fortsætter- eller begyndersprog samt engelsk A lige noget for dig.

Formål

Formålet med denne studieretning er, at du får indgående viden om sprog og kultur inden for dine to studieretningssprog og det obligatoriske engelsk. Danmark er et lille sprogområde, og vi er derfor afhængig af at have folk, som kan kommunikere professionelt og korrekt både i forbindelse med handel, politik og journalistik. Derudover fokuseres der på kulturforståelse.
Har man ikke forståelse for forskellene mellem kulturer opstår der meget nemt misforståelser i både den mundtlige eller skriftlige kommunikation. 

Undervisningen

Meget af undervisningen vil fokusere på at træne dine mundtlige og skriftlige evner i de sprog, du har valgt at dygtiggøre dig i. Der bliver studieretningsture til relevante sprogområder, hvor du kan øve dig i praktisk anvendelse af sprogene. En vigtig del af arbejdet med fremmedsprog er at lære kulturen at kende. Hvor er den forskellig fra dansk kultur - hvor tror vi, at vi ligner hinanden? Hvilke misforståelser kan det give anledning til? Hvordan kommunikerer man præcist, så budskabet går klart igennem?

Fagpakke

Vi har sammensat en fagpakke, som understøtter formålet om, at du skal koncentrere dig så meget som muligt om sprog, men selvfølgelig kombineret med de obligatoriske økonomiske fag på hhx. Ud over sprog-fagene er faget kulturforståelse oplagt i denne studieretning, fordi du med det fag får teorier og redskaber til at sondre mellem forskellige sprog og kulturer. Derudover tones de obligatoriske fag, så de er med til at understøtte den ”supersproglige studieretning”.

På studieretningen har du gennem dine valg af valgfag mulighed for at opnå 5 fag på A-niveau, hvilket giver en ekstra bonus til dit eksamensresultat.

På denne studieretning kan du afslutte matematik på C-niveau.

Tilmeld dig en uddannelse!