Forskerspirer

Viktoria, 2x: Alzheimers i et neuropsykologisk perspektiv

I dette projekt vil Viktoria undersøge effekt af kost (især prebiotika) på Alzheimers tidlige udvikling (før sygdommen kommer til udtryk), i stedet for den hårdhændede symptombehandling vi observerer i dag.

Forekomsten af forhøjede koncentrationer af beta amyloid peptider har længe ført til, at vi har forventet en nøje sammenhæng mellem netop disse peptider og Alzheimers. Det har imidlertid vist sig, at begrænsning af peptiderne kun har ringe effekt på udviklingen af Alzheimers, og at tegn på udviklingen af Alzheimers kan spores i hjernen op til 20 år FØR sygdommen kommer til udtryk. Da man i nyere forskning desuden har kunnet konstatere, at beta amyloide peptider er antimikrobielle (en del af vores immunforsvar), begynder en anden historie at forme sig. En historie om en inflammatorisk lidelse, der muligvis er tæt knyttet til mave-hjerne-aksen.

 

 

Gitte, 2x: Kostens indvirkning på alderdom

I dette projekt vil Gitte gerne fokusere på sammenhængen mellem kost og aldring med det mål at kunne udvikle guidelines, der på sigt vil minimere de alderdomsrelaterede lidelser og give folk længere liv med øget livskvalitet.

Fra modelorganismer (især mus og rotter) har vi solide data, der bevidner, at begrænset næringsindtag (40% ad libitum, dvs. 40% af den kost dyret ville spise for at spise sig mæt) har utrolige effekter på aldring og alderdomsrelaterede lidelser. Cancer, diabetes, mitokondrie-effekt og evnen til at behandle DNA (splicing) er alle påvirkede ved en protein-fattig ”faste”-diæt.

Sammenhængen mellem kost og aldring har længe ligget i det uvisse, men med opdagelsen af rapamycins livsforlængende effekter, fik forskere fokus på mTOR (mechanistic target of rapamycin). I dag er fokus især på mTORC1, der har vist sig at knytte mTOR med vores diæt.

 

 

Emil, 2x – Når behandling fremmer cancer – cancer stamceller

I sit projekt vil Emil fokusere på anvendelsen af menneskelige cellekulturer (eksempelvis HeLa-celler), og medicinsk påvirkning på menneskeligt cancervæv (med fokus på CSC, der blev isoleret i HeLa-celler i 2013)

Selv efter succesfuld cancerbehandling ser statistikkerne dystre ud. I data fra USA kan man således konstatere, at der i 2016 var en prognose på 33%, der ville overleve cancerbehandling og 5 år frem … 20 år frem var prognosen 11%. Hos flere typer cancer oplever man tilbagefald i mere end 50% af tilfældene. Ved enkelte cancer-typer er tallet 100%. Dette er især uhyggeligt, fordi cancer ved tilbagefald har vist sig at være yderst aggressiv og ofte behandlingsresistent.

En mulig årsag til dette forhold kan ligge i de såkaldte cancerstamceller (CSC). CSC-teori fortæller, at en cancer deles op i de relativt ufarlige tumor-celler, og en lille population af stamcellelignende cancerceller. Hvis en eneste af disse stamceller overlever behandling, vil den over tid føre til udviklingen af en ny tumor. Behandling der fjerner tumor-cellerne er altså kortsigtede. Det har desuden vist sig, at kemoterapi kan inducere stamcelle-lignende egenskaber i tumor-celler, hvilket på sigt vil føre til en spredning af den mere aggressive cancer i patienten. En del af grunden til at vi er så dårlige til at langtidsbehandle cancer, kan findes i, at vi baserer vores forskning på dyremodeller (ofte rotter og mus), der er metabolsk, genetisk og epigenetisk forskellige fra mennesker. At mus udvikler cancer lige så ofte i deres korte levetid, som mennesker gør i deres lange (Petos paradoks) er en klar indikation af, at cancer er grundlæggende forskellige ting i mus og mennesker. Medicinske effekter over årtier er ligeledes logisk umålelige i mus.

 

 

Helena, 2x – Epigenetik i cancer

I sit projekt vil Helena gerne fokusere på cancerens epigenetik, og hvilke behandlingsmuligheder et sådan paradigme åbner op for.

Vores kamp for at forstå cancer har været lang og desperat. Gang på gang har vi oplevet at stå lige foran et gennembrud, der har afsløret kræftens gåde, for så at måtte sande at vi var lige så langt som en forklaring som før. Klassisk har vi fokuseret på gener (proto-onkogener), der når de muteredes blev til kræftfremmende gener (onkogener). Denne fokus på DNA har ført os til at kortlægge cancer-genomet og beskæftige os med cancer som et produkt af tilfældige fejl; cancer blev et resultat af akkumulerede mutationer over tid.

Denne forestilling har imidlertid ikke ført til de forventede resultater i de årtier, vi har kæmpet mod kræft; de manglende resultater får i dag mange forskere til i stedet at fokusere på cancerens epi-genom. I stedet for at se på cancer som et resultat af genetiske fejl, ses canceren som et reguleret væv. En forståelse af cancerens epigenetiske regulering (herunder især effekten af methyleringer og histon-modifikationer), er måske det der skal til, for at vi endelig forstår mekanismen bag disse celler, der så nådesløst dræber os selv.