For dig der er nysgerrig på  naturvidenskab og gerne vil træne din analytiske tankegang både teoretisk i klasseværelset, men også eksperimentere med den praktiske dimension i laboratoriet.

 

Formål

Du anvender bl.a. fagene matematik og fysik til at beskrive og analysere naturvidenskabelige fænomener inden for fx el, gasser, lys og bevægelse.

Undervisningen

Den naturvidenskabelige studieretning er for dig, der synes, at det er sjovt at eksperimentere, observere, behandle og omsætte data.

Vi arbejder i dybden med teorien i fag som fysik og matematik og afprøver teorien i praksis i laboratorier og værksteder.

Vi udfordrer de praktiske eksperimenter, som analyseres ud fra den gældende fysik ved anvendelse af matematik. Vi samarbejder med virksomheder og andre uddannelsesinstitutioner, og du vil derfor i en stor del af tiden lære teorien ved at arbejde med aktuelle og samfundsrelevante projekter.

Fagpakke

Matematik A og Fysik A er de bærende fag på studieretningen.

På studieretningen får du 4 fag på A-niveau og kan ved hjælp af valgfag opnå 5 fag på A-niveau, hvilket giver en ekstra bonus til dit eksamensresultat.

 

Tilmeld dig en uddannelse!

 

 

Kristine Østergaard Borup

19 år, Brande

Kristine besøgte skolen i forbindelse med Edison-konkurencen i folkeskolen og blev fascineret af det gode studiemiljø i lyse, åbne lokaler. Hun overvejede også HHX, men valget faldt på HTX på grund af fagene og hendes interesser. Hun fandt også teknikfaget Byg&Energi spændende.

 

Hvilken studieretning går du på? Og hvilke overvejelser havde du i forhold til valg af studieretning?

Naturvidenskab. Det er en ret bred studieretning, som giver mange muligheder bagefter. Jeg overvejede også teknologi-studieretningen, men det var vigtigt, at man også kunne få matematik på A-niveau, som er et studieretningsfag på naturvidenskab.

Her er meget laboratorie-arbejde, hvilket også var en af grundene til, at det blev HTX i stedet for HHX.

 

Hvad er det bedste ved at være HTX-elev på Herningsholm?

Her er ingen fordomme på HTX. Alle kan være sig selv. Vi har et rigtig godt forhold til lærerne, som altid giver sig tid til at sørge for, at alle er med. Der er et godt fællesskab blandt eleverne på tværs af årgangen, fx delte jeg værelse med nogle af pigerne fra en anden studieretning på studieturen til København.

 

Hvad er det bedste ved din studieretning?

Jeg forstår teorien meget bedre, når der også er en praktisk dimension, fx i fysiklaboratoriet. Teorien er også meget virkelighedsnær i matematik. Det medfører større selvstændighed, og vi bruger tit trial & error, hvilket kræver vedholdenhed.

 

Hvad er det mest spændende projekt, du har været med til?

I forbindelse med SOP-opgaven besøgte jeg sammen med en klassekammerat LM Windpower samt Poul La Cour-museet. Det gav en masse viden om og fordybelse i emnet. Jeg skrev om udviklingen af en aerodynamisk vindmølle i fagene fysik og idehistorie. I den forbindelse undersøgte jeg, hvordan produktionen bliver mere bæredygtig, når man skifter glasfiber ud med kulfiber.

I vores eksamensprojekt i Proces og Levnesmiddel har vi udarbejdet en solcreme uden skadelige kemikalier, da vi gerne vil passe på korallerne, som risikerer at blive påvirket af den solcreme, som dykkere og snorklere påsmører sig. Jeg kan generelt godt lide processen med at indsamle data og empiri, samt at projekterne giver mulighed for medbestemmelse inden for de rammer, som underviserne stiller op. Jeg har helt sikkert fået styrket mine kompetencer, når det handler om at arbejde selvstændigt, men også i grupper.

 

Hvordan er studiemiljøet på HTX?

Der er et godt studiemiljø på Herningsholm. Både lærere og elever hjælper hinanden. Jeg har været en del af festudvalget sammen med mine klassekammerater Rebekka og Katrine og har derfor deltaget i de fleste fester og fredagscafeer. Det er fedt at være med i festudvalget. Man er del af en gruppe og deltager på en anden måde på skolen. Det har også gjort, at jeg taler mere med HHX-eleverne.

 

Hvad laver du i din fritid?

Skolearbejdet fylder rigtig meget, men der er også tid til andre ting. Jeg har et rengøringsjob, hvor jeg arbejder sammen med en af drengene fra klassen. Jeg prioriterer at være sammen med min familie og venner. Min far bor på Sjælland, og når jeg besøger ham, er vi ofte på vandreture. Derudover dyrker jeg fitness og rytmisk gymnastik, og så kan jeg godt lide at tage til koncerter.

 

Hvad er dine planer for fremtid?

Jeg har fået job som piccoline ved Siemens, hvor jeg skal være i mit sabbatår. Derefter skal jeg ud at rejse med en veninde. Vi skal blandt andet til Thailand, New Zealand, Australien og Fiji. Efter mit sabbatår vil jeg læse videre til bygningsingeniør.