116 elever i fem hold dimitterede torsdag den 24. juni fra 10. klasse på Herningsholm. Afdelingsleder Anna Jakobsen beskrev i sin tale blandt andet eleverne på årgangen som omsorgsfulde, søde, flinke og velopdragne - faktisk så meget, at årgangen af personalegruppen er blevet døbt ”det artige hold”.
I sin tale læste hun op af en mail fra en censor, der har rettet elevernes opgavebesvarelser i skriftlig fremstilling i dansk igennem, og der var ene rosende ord til både elever og personale for det høje niveau.
Men udover at have været en særligt dygtig og artig årgang har årgang 2020-2021 også været en helt almindelig flok unge mennesker med gang i den, og som ovenikøbet har været særligt ramt af nedlukning og et lettere amputeret år i 10. klasse.
Vend jer mod lyset
”I dimitterer, og I har gjort det godt. På trods af corona, på trods af dårlige ergonomiske arbejdsstillinger og en nedlukning hvor jer, der er unge, har betalt den største pris - at sætte jeres tid og liv på pause for at andre kunne få livet og fremtiden at leve videre i”, sagde Anna Jakobsen i sin tale, inden eleverne fik overrakt deres beviser og en solsikke.
”Vi har valgt en solsikke, fordi solsikken vender sig mod lyset og derved også væk fra mørket. Vend jer mod lyset, fokuser på det, der virker godt og sørg for at få mere af det! Det lærer og udvikler I jer mest ved at gøre”, sagde Anna Jakobsen.