Flagene var hejst overalt på Herningsholm Erhvervsskole, da skolens 140 års jubilæum blev fejret med kage til alle elever og ansatte. For at markere jubilæet har et hold af skolens ansatte stået bag opførelsen af en træskulptur med klokke foran fælleskantinen Aulaen.
Direktør John Egebjerg ønskede skolens ansatte tillykke og fortalte anekdoter fra skolens tidlige historie, før han gav skulpturens klokke et symbolsk slag med hammeren.
En erhvervsskole med historie
Den 7. oktober var det 140 år siden, de første elever begyndte på Herningsholm Erhvervsskole
Det begyndte som aftenskole i Hotel Eydes dansesal. Her gik bagere og kokke side om side med tømrere og urmagere for at få styr på tabeller og formler, regnskaber og tegninger, når de havde endt deres arbejdsdag ude ved mester. Alle mindre byer med respekt for sig selv havde på det tidspunkt en teknisk skole.
I 1956 kom den mere moderne dagskole, og de små skoler lukkede. Omkring 1970 kom EFG, der ligner den model, vi har i dag. I Herning fulgte HHX i 1985 som den første erhvervsgymnasiale retning, og i 1994 kom HTX til som treårig gymnasial uddannelse.