Torvet i Herning bliver for to dage lavet om til én stor byggeplads med både tømrere, murere, smede, vvs’ere, elektrikere, møbelsnedkere og bygningssnedkere, der side om side dyster om en plads ved regionsmesterskabet. Præmien er adgang til DM i Skills i januar.
Der er dyb koncentration rundt om ved de 19 arbejdspladser, for det handler om at komme godt fra start og løse opgaven bedst muligt indenfor 12 timer. Og der er også noget at leve op til; Herningsholm Erhvervsskole havde ni deltagere med ved DM i Skills i januar 2012, og tre af dem tog medaljer. Desuden er den regerende verdensmester for murerne tidligere elev på Herningsholm Erhvervsskole.
Det er tredje gang, at Herningsholm Erhvervsskole rykker de lokale mesterskaber ud af skolens område og ned på Torvet i Herning, hvor alle interesserede har mulighed for at følge konkurrencen på tæt hold.
- Vi holder lokale mesterskaber, fordi vi gerne vil vise omverdenen de mange gode fag, som vi uddanner unge i på Herningsholm Erhvervsskole. Vi håber at skabe interesse for de her uddannelser og vise den faglighed, der gemmer sig bag dygtige håndværkere, siger uddannelseschef Nils Hedegaard.
Eleverne arbejder fredag frem til kl. 17.30 og igen lørdag fra 8.30-12.30. Vinderne kåres lørdag kl. 14.