21 butikker indrettet på HG

 

HG Herning har de seneste dage summet mere end almindeligt af liv. 80 1. årselever har nemlig været i gang med et butikskonceptprojekt, hvor de i grupper af fire har skullet indrette et område i en butik

Der er tape, maling, plastik og diverse andre ting overalt i de fire klasselokaler på 1. sal, der for en tid er omdannet til små butiksmiljøer. 80 HG1-elever fordelt på 21 grupper er i gang med deres semesterprojekt, hvor de har fået til opgave at indrettet et butiksvindue eller et område i en af byens butikker med inspiration og udgangspunkt i en af de events, der finder sted i Herning som koncert med Pink, Bilmesse og Herning Rocker.

Lige nu er der kun to timer til deadline, og flere af grupperne har et stykke vej endnu, før de kan kalde deres miljøer afleveringsklare.

Hos de fire piger Maria Pichard, Simone Poulsen, Nicoline Bostrup og Pernille Jacobsen er der rimelig ro. Deres butiksmiljø er næsten færdigt. De har valgt at indrette en Vero Moda butik med udgangspunkt i Pink-koncerten. Et citat fra sangerindens mest kendte sang pryder den ene væg, og pigerne er ved at hænge de sidste cd’er op på den anden væg, så udstillingen bliver komplet.

- Det har været godt at arbejde på denne måde, da det er anderledes end den alminelige undervisning, siger Maria Pichard.

Biler Biler Biler

I et andet lokale er Nichlas Engedal og Christoffer Jacobsen i gang med at udsmykke en B&O butik inspireret af Biler Biler Biler.

- Det har været spændende at arbejde med, fordi vi har haft frie tøjler til at gøre, hvad vi vil, siger Nichlas Engedal, imens de får styr på de sidste detaljer i deres lidt rå indretning.

Når eleverne har ”afleveret” den praktiske del af opgaven, skal de i gang med den teoretiske del, hvor de blandt andet skal beskrive, hvorfor de har valgt de forskellige løsninger til deres butiksmiljø. Til sidst skal de præsentere hele projektet for en dommerkomité bestående af fire af deres undervisere.

- Vi vil gerne udfordre dem, og det bliver de i det her projekt. De skal tage stilling til, hvilke kompetencer, de har brugt i opgaven, og de skal lære at samarbejde, og at samarbejdet godt kan blive udfordret, når man er presset, siger underviser Pia Brændgaard.

Udstillingsmiljøerne er bygget op af tømrerelever fra skolepraktik.