Der var ros til flere bygninger nye eller renoverede bygninger, da borgmester Lars Krarup kunne afsløre de tre vindere af årets Bygningspræmieringspris på den nationale Arkitekturens dag.
- Vi kan se, at der er et stadig større fokus på kvalitet og udvikling, og der bliver skabt mange flotte og levende bygninger med en flot arkitektur. I dag fejrer vi Arkitekturens dag, hvor vi hædrer høj arkitektonisk kvalitet, indledte Lars Krarup.
Uddannelseschef Brian H. Willadsen tog imod prisen, der blev givet til Handelshuset med følgende begrundelse:
Prisen tildeles et overbevisende projekt, som skaber et spændende og inspirerende undervisningsmiljø. Bygningen danner en flot plads med velfungerende udearealer i sammenhæng med den eksisterende erhvervsskole. Projektet har en meget høj kvalitet i planløsningen og detaljeringen af facaden.
Ud over Handelshuset blev også Maskinhuset i Lund og Nørregade 44 præmieret. I alt var seks bygninger nomineret til prisen.
Herningsholm Erhvervsskole modtog også i 2011 Bygningspræmieringsprisen for bygning 1, der rummer HHX og HTX.