Der var lagt op til den helt store dyst med sav, ledninger og computer, da de godt 60 8. klasseselever på Hyldgårdsskolen skulle finde deres bedste tremandshold til årets konkurrenceforløb i SkoleSkills.
Holdene skulle på tid løse opgaver inden for fagene tømrer, mediegrafiker og elektriker. Der blev lagt slagplaner og givet gode råd, inden eleverne blev gav sig i kast at bygge en tetraeder i træ og papir, farvelægge en bil i Photoshop og montere en ekstern start/stop-boks i en styretavle.
Da alle 20 hold havde været gennem opgaverne kunne Sebastian, Ulrikke og Zenia med tiden 3:19 minutter kåres som vindere, og de er dermed klar til at dyste til de lokale semifinaler.
I år er 30 skoler fra Herning og Ikast-Brande kommuner tilmeldt konkurrencen, hvor eleverne først skal finde skolens bedste hold, som skal dyste mod de øvrige bedste hold i en lokalsemifinale og –finale til ”Skills – erhvervsuddannelsernes dag” torsdag den 7. september.
Lokalfinalens vinderhold går videre til den landsdækkende finale, Skills Stafetten, som holdes i forbindelse med DM i Skills i Herning til januar.