Torsdag blev 1650 elever fra 8. klasserne i Herning og Ikast-Brande kommuner klogere på Hernings udvalg af erhvervsuddannelser, da ”Skills –erhvervsuddannelsernes dag” løb af stablen på Herningsholm Erhvervsskole.
Et af dagens trækplastre var det store festtelt midt på Lillelundvej. Her dystede tremandsgrupper fra 30 lokale skoler om at stryge helt til tops i konkurrencen SkoleSkills. Efter to runder semifinaler med udfordrende opgaver stod elever fra Hammerum Skole, Sdr. Felding Skole, Kibæk Skole og Sunds-Ilskov skole klar i finalen.
Fra torso til cykelhjul
I finalen skulle hvert hold i fællesskab samle et lille skab, sætte organer korrekt tilbage i en torso og skifte cykelhjul – og selvfølgelig være hurtigst til det. Else-Marie Thomsen, Fillip Moslev og Christoffer Jensen fra Kibæk Skole lagde sikkert fra land og med en imponerende tid på 3.05 minutter, slog de al konkurrence af banen.
- Det er helt vildt. Vi havde slet ikke forventet at vinde, sagde en glad Christoffer Jensen efter den velfortjente førsteplads.
- Torsoen var rimelig nem. Det var noget sværere med baghjulet på cyklen, sagde Fillip Moslev om opgaverne i finalen.
Klar til Skills Stafet
Trekløveret har med sejren modtaget vandrepokalen, vundet oplevelsesgavekort til biografen og sikret sig en plads ved Skills Stafetten 2018, hvor de skal dyste mod vinderhold fra hele landet.
- Det bliver vildt til DM, for det er jo bare endnu større. Så vi glæder os, sagde Else-Marie Thomsen.
De to midtjyske kommuner stiller i år med to hold til Skills Stafetten, og finalens andenplads Hammerum Skole er med en tid på 4.27 minutter derfor også klar til den nationale finale.
Skills Stafet holdes fredag den 19. januar 2018 sideløbende med DM i Skills 2018, der finder sted i MCH i Herning den 18.-20. januar 2018. Der er gratis adgang for besøgende under Skills Stafetten og hele DM.
SkoleSkills er et udfordrende konkurrenceforløb for elever i 8. klasse i Herning Kommune og Ikast-Brande Kommune. I SkoleSkills bliver eleverne udfordret på deres evner til at bruge hænderne, tænke hurtigt og arbejde sammen om at løse en række praktiske opgaver, som relaterer sig til forskellige fag og erhvervsuddannelser på henholdsvis SOSU Herning, Agroskolen og Herningsholm Erhvervsskole.