Åbent hus i Herning

Mange folkeskoleelever og deres forældre er lørdag formiddag mødt op til Åbent hus på Herningsholm Erhvervsskole. Der er mange nysgerrige ansigter, som opmærksomt taler med repræsentanter for de forskellige uddannelser inden for erhvervsuddannelser, HHX og HTX.

Flere er mødt op for at høre om den nye uddannelse, EUX, som giver både studentereksamen og svendebrev i ét forløb. Én af dem er Henrik Thalund Hansen på 16 år. Han kommer fra Herning for at høre mere om tømrerforløbet på EUX.

- Jeg kan godt lide, at man både får en gymnasial eksamen og en tømreruddannelse på én gang.  Jeg vil gerne være bygningsingeniør, så jeg regner med at arbejde et år eller to og så læse videre efter det, siger han.

Han synes, at det er interessant at høre mere om, hvordan dagligdagen på EUX forløber, for det har han ikke kunnet læse sig til. Men han har faktisk allerede fundet sig en læreplads hos Bent Jensen i Herning.

Også hans mor synes, at EUX er et godt alternativ.

- Det korter uddannelsestiden af. I stedet for at tage først en gymnasial eksamen og så en tømreruddannelse bagefter, så kan han tage begge dele på fire år, siger hun.

En kommende frisør

Frederikke Hummelshøj på 16 år kigger nærmere på frisøruddannelsen sammen med sine forældre. De kommer fra Karup, hvor Frederikke siden hun var 10 år, har drømt om at blive frisør.

- Det var godt at høre om muligheden for skolehjem, og at karakterer ikke har så stor betydning i forhold til interessen for faget, siger hun.

Også hendes far er tilfreds med dagen.

- Vi har fundet ud af, hvordan man søger en kvoteplads, og hvordan skolepraktikken ligger. Vi har fået de svar, vi har brug for, siger han.

Mange muligheder

På Herningsholm Gymnasium er der liv på alle tre etager. Nuværende elever fra HHX og HTX sidder og arbejder med opgaver og er til rådighed for spørgsmål fra de nysgerrige besøgende.

Tobias Skaarup Andersen på 15 år er af sted med sin mor. I løbet af sit efterskoleophold har han fundet ud af, at fysik og kemi er ret spændende, og at han skal have en uddannelse med noget naturfagligt indhold. På spørgsmålet om, hvad der har overrasket ham, er svaret:

- Det har overrasket mig, hvor stort her er, siger han.

Også hans mor er blevet positivt overrasket.

- Jeg troede, at det almene gymnasium var en mere bred uddannelse, hvor man ikke behøvede at vælge retning. Men HTX har faktisk rigtig mange muligheder, og man er ikke så låst fast, som jeg troede. Det har overrasket mig, siger hun.

 

Se billedgalleri fra åbent hus på HHX og HTX Herning

 

Se billedgalleri fra åbent hus på erhvervsuddannelserne