Der er fuldt hus kl. 10, da uddannelsesleder Erik Sidenius holder velkomsttale til Åbent hus på HHX og HTX i Ikast.
Også Thor Andersen på 15 år er mødt op. Han har egentlig besluttet sig for at skulle gå på HTX, da han er meget interesseret i fysik, kemi og matematik. Han kan også godt lide, at HTX har mange forsøg, og at man bruger hænderne og oplever det hele i praksis. Spørgsmålet er bare, om det skal være i Herning eller Ikast.
Hans far, Erik Andersen, er nysgerrig efter at finde ud af, om HTX er ligeså godt som STX. Han har nemlig fået det modsatte fortalt.
- Jeg har fundet ud af, at fordommene om HTX ikke holder. Jeg har selv taget en studentereksamen fra det almene gymnasium, og jeg har aldrig vidst, hvad jeg skulle bruge oldtidskundskab til. Jeg har kun kunnet bruge ”old”, når jeg har løst kryds og tværser. Det er godt, at der bliver pillet lidt ved fagene, til fordel for noget, man kan bruge.