Det var en fattet, men glad Frederik Frank-Møller, der forlod eksamenslokalet i Handelshuset efter at den sidste eksamen i Virksomhedsøkonomi var ovre.
-Det var rigtig dejligt at få det overstået. Jeg er enorm lettet, siger Frederik Frank-Møller.
Den 18 årige Frederik sluttede af med et tital, og hele familien var mødt op for at lykønske ham og sætte huen på hovedet.
Traditionen tro skulle årets første EUX-business elev også hjælpe med at hejse flaget ved Handelshuset på Herningsholm Erhvervsskole sammen med uddannelsesleder på EUD/EUX-Business, Mona Syndergaard.
-Nu her bagefter skal vi hjem til min oldemor og få morgenmad og kaffe, og så fejrer vi det med familie og venner på fredag, fortæller Frederik, der har planlagt at holde fri frem til august, hvor han så begynder i en elevplads hos Sagro og sideløbende om aftenen vil læse en HD-uddannelse.
- Jeg har altid godt kunnet lide matematik og det erhvervsfaglige med praktik gjorde, at jeg valgte at læse en EUX-business. Det har været et meget godt valg, siger Frederik Frank-Møller, inden han går videre for at fejre resten af dagen sammen med familien.