To glade unge mennesker kunne fredag den 22. juni kalde sig årets første studenter på HHX Herning, da de afsluttede sidste eksamen cirka samtidig og fik sat huerne på hovedet.
Emilie Dyrby fik sin sorte hue sat på hovedet af sin mor efter en veloverstået eksamen med et 7-tal i Det internationale område (DIO). Den sorte hue symboliserer, at man har haft 5 fag på A-niveau.
- De tre år på HHX er gået megahurtigt. Det har været nogle spændende år, hvor jeg har lært meget, sagde Emilie Dyrby.
Efter dage med fejring og fester, ligger planen klar for Emilie Dyrby.
- Jeg skal arbejde et halvt år i hjemmeplejen, og så har jeg søgt ind på sygeplejestudiet med start til vinter, sagde Emilie Dyrby.
Dannende år
Christian Gorm Albrechtsen sluttede sin HHX med et 10-tal i kulturforståelse, og han fik huen sat på af sin storesøster.
- Det har været fedt og hårdt. Jeg er glad for at være færdig, men det bliver også mærkeligt, at jeg ikke skal møde op her på mandag. Det har været nogle gode år, og det har dannet mig meget. Det har helt klart været den rigtige uddannelse for mig, og jeg kan bruge alle fagene til noget, sagde Christian Gorm Albrechtsen, der også har en klar plan for den kommende tid.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skal læse videre til, men jeg cykler meget, og jeg vil gerne prøve det af på fuld tid og se, hvor langt jeg kan nå og så arbejde ved siden af, sagde Christian Gorm Albrechtsen.