Ambitiøse talenter indtager værkstederne

Ferien er byttet ud med talenttræning. For selvom en afslappende sommerferie kan lyde tiltrængt, så har knap 90 unge fra ind- og udland valgt at bruge uge 27 på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier for at blive bedre til sit håndværk.

Det er den årlige Talentcamp, der har fået unge fra erhvervsskoler i Danmark og udlandet til at stemple ind på Herningsholm.

"Det er fedt og spændende at være med, og så er det en rigtig god mulighed for os, der synes, det er sjovt at være nørdet med vores fag. Jeg vil gerne fordybe mig, og det får jeg muligheden for her, mens jeg også er sammen med en masse gode kammerater," siger Mia Mathiesen Andersen, der til daglig er elev på Tradium i Randers.

Ifølge uddannelsesdirektør Martin Lyhne Holmgaard er Talentcampen på Herningsholm netop med til at udvikle de enkelte elever og lærlinges færdigheder og talent. 

"Vi inviterer de dygtigste og mest motiverede af vores egne elever og lærlinge, elever og lærlinge fra andre erhvervsskoler og lærlinge fra udlandet til at komme til Herning for at dygtiggøre sig inden for deres fag. Samtidig får deltagerne muligheder for at udvide deres netværk med andre ambitiøse deltagere. De får en rigtig god oplevelse, og det er et bidrag til at vise, hvad man kan med en erhvervsuddannelse," siger han.


Lærer om 3D-print 

Tidligere år har unge talenter fra blandt andet Indien, Brasilien og Ungarn rejst til Herning for at deltage i skolens Talentcamp, men corona har gjort det sværere for internationale deltagere at være med i år. 

Det har dog ikke stoppet to tømrerelever fra Estland i at tage turen til Herningsholm. De mødte mandag formiddag ind sammen med de resterende forventningsfyldte elever og lærlinge fra hele Danmark.

"Vi er her for at forberede os til EuroSkills næste år. Vi vil dygtiggøre os, og her kan vi få mere erfaring," siger Rasmus Jõesaar, som har vundet det nationale mesterskab i hjemlandet Estland.

Udover talenttræningen i værkstederne får deltagerne også rig mulighed for at få nye venner, da der i ugens løb vil være forskellige fællesaktiviteter.

Deltagerne får blandet andet et oplæg om 3D-print, hvor de bliver klogere på innovative eksempler på nye produkter og løsninger i blandt andet plast, keramiske materialer og metaller.

 

Seks håndværksfag

Der er seks forskellige håndværksfag repræsenteret til årets Talentcamp – murer, flisemurer, tømrer, møbelsnedker, maskinsnedker og industritekniker.

I fagene står såvel landstrænere og Skills-trænere som undervisere klar til at lære fra sig på bedste vis.

"Talentcampen er en uge, der emmer af faglig stolthed og stor faglig passion, hvor elever, lærlinge og undervisere nørder i deres fag. Deltagerne udvikler deres færdigheder og afprøver nye teknikker sammen med landstrænere på flere af uddannelserne og undervisere fra Herningsholm," siger Martin Lyhne Holmgaard.