Auto Attendance ser frem til finalen

Når finalen i Science Cup 2018 løber af stablen bliver det med deltagelse af Herningsholm-holdet Auto Attendance.

De fire udviklere fra 2v på htx Rasmus Morel, Thomas Booth, André Andersen og Jonas Terpager sikrede sig med deres app, Auto Attendance, der fjerner tidsspildet ved fraværsregistreringer på skoler og uddannelsesinstitutioner, en plads i dette års finale.

Tanken bag Auto Attendance-appen er, at man kan automatisere fraværsregistreringen og derved spare en masse undervisningstid. Gruppen har regnet sig frem til, at fraværdsregistreringen, som den er i dag, løber op i, hvad der svarer til 30 skoledag på et uddannelsesforløb. Der er således megen tid at hente, hvis processen bliver effektiviseret.

Og de kvikke opfindertalenter glæder sig til at skulle dyste med de bedste i finalen i København.

-Vi vil gerne gå hele vejen, nu vi er kommet så langt. Vi vil satse på det bedste, siger Jonas Terpager, der har stået for kodningen af appen.

Rasmus Morel supplerer

-Det bliver spændende at dyste i finalen og få dommernes vurdering. Det havde vi slet ikke regnet med, dengang vi fik ideen til systemet.

Inden de fire htx’ere drager til finaledyst, håber de på at få appen helt færdigudviklet og, hvis de kan nå det, også meget gerne testet. Men de er enige om, at de allerede nu, har fået meget ud af at deltage i Science Cup.

-Det har givet en masse at være med i Science Cup. Vi har fået et professionelt perspektiv. Vi havde for eksempel en af dommerne i semifinalen, som havde arbejdet med softwareudvikling i 20 år. Det giver altså en indsigt i området, konkluderer André Andersen. 


Science Cup er Ingeniørforeningens opfinderkonkurrence i biologi, kemi, fysik, teknologi og naturgeografi for gymnasieelever i 2. g i stx og htx, hvor eleverne skal præsentere deres naturvidenskabelige og innovative opgaver om et produkt, der kan løse et hverdagsproblem.

I år kæmper 386 gymnasieelever om en plads i Science Cup finalen. IDA har modtaget over 100 rapporter fra 15 forskellige gymnasier. Vinderne af de 10 regionale finaler går direkte videre til den landsdækkende finale 14. maj i Ingeniørforeningen.