Når Michael Makne Randers bliver færdig fra med sin butiksuddannelse til august, har han allerede været leder i et år. Da den foregående leder for føtex i Ikast rejste, blev Michael Makne Randers nemlig tilbudt ansvaret for afdelingen med lovning på at blive ansat som og få titel af leder, når han blev færdig med sin uddannelse.
- Jeg så det som en kæmpe mulighed, for man hører om mange, der har svært ved at finde arbejde, og jeg vidste, at det ville være en god ting at kunne skrive på mit cv bagefter, siger Michael Makne Randers.
Egentlig skulle Michael Makne Randers i gang med en HHX, men hans chef fra fritidsjobbet hos føtex i Ikast opfordrede ham til at begynde på HG Ikast og gå i mesterlære i grøntafdelingen hos Føtex. Den beslutning har Michael Makne Randers aldrig fortrudt.
- Allerede mens man er elev, får man et stort ansvar og lærer at bestille varer hjem og forstå meningen bag forskellige arbejdsgange, siger han.
Lægger meget energi i arbejdet
I grøntafdelingen i føtex i Ikast er der yderligere en elev og en fuldtidsansat.
- Det er gået gnidningsfrit, men de er også blevet ansat efter mig. Det havde måske set anderledes ud, hvis de havde været her først, siger Michael Makne Randers.
- Men det er da lidt specielt, at jeg både er en del af elevgruppen og er med, når lederne holder møde, og jeg har lagt rigtigt meget energi i arbejdet, fordi jeg gerne vil bevise, at jeg godt kan være med, siger Michael Makne Randers, der har kontor lige ved siden af varehuschefen, så hjælpen er tæt på, når der er behov for sparring.
Fagprøven er bestået, og til august er læretiden overstået. Og målene for fremtiden er lagt:
- Mit langsigtede mål er at få noget erfaring og derefter blive leder af en større grøntafdeling. Jeg synes, at ledelse er sjovt. Det er sjovt at have med andre mennesker at gøre, og der er mange udfordringer i det. Og så kan jeg bare godt lide ansvaret, siger han.