”Dagholdet” overtog HHX Ikast

Tirsdag den 21. maj blev sidste skoledag for 3. årseleverne markeret på Handelsgymnasiet i Ikast


”Natholdet” var blevet til ”Dagholdet”, og Anders Breinholdt var skiftet ud med en 3. g’er, da sidste skoledag blev markeret med revy og diverse kåringer.
Både undervisere og medstuderende fik ord med på vejen af det særdeles veloplagte ”Dagholdet”.

Der blev blandt andet kåret ”Årets gæst” og ”Årets babe”, og hele seancen var krydret med videoklip og interviews med underviserne. Og de mere eller mindre heldige vindere fik et ”Dagholdet”-krus med sig hjem. Et krus, der til forveksling ligner det, som bliver uddelt i tv-showet med næsten samme navn.

Dagen blev afsluttet med den traditionsrige gallafest, og til midnat fik eleverne deres eksamensudtrækning at vide.