Bid i naturvidenskaben
Naturvidenskaben indgår som en naturlig del på langt de fleste erhvervsuddannelser. Men hvordan de enkelte uddannelser i praksis gør brug af naturvidenskaben, er naturligvis forskellig.
Dette har områdets folkeskoleelver og deres lærere haft mulighed for at konstatere ved selvsyn, da der i løbet af september måned er blevet afholdt Naturvidenskabsfestival 2014 på erhvervsuddannelserne på Herningsholm erhvervsskole.
Denne gang var det tandklinikassistentuddannelsen, der lagde lokaler til et arrangement, der handlede om naturvidenskaben i tandplejen.
6. klasse fra Herningsholmskolen kom igennem både teoretiske oplæg om syre og sukkers skadelige virkning for tænderne og praktiske øvelser i grupper i demonstrationsklinikken, hvor de iklædt handsker, maske og kittel og under kyndig vejledning fra elever fra tandklinikassistentuddannelsen, prøvede at give tandrensning på dukker.
Perspektiv på muligheder
-Vi har lært meget om, hvordan huller opstår, og det var faktisk nyt for mig, fortæller skoleelev Emma Bjerg hviid Kristensen.
Emma syntes ikke, at tandrensningen var så svært igen
-Men man skal først lige lære det, og så er det rigtig sjovt, siger hun.
Lærer på Herningsholmskolen, Anders Ørskov, mente at det havde været en god dag
-Vi har fået bedre kendskab til erhvervsuddannelserne ved at være på besøg her i dag. Jeg synes, det har givet et bedre perspektiv, på hvad man egentlig kan, og hvilke muligheder man har.
Arrangementet varede frem til middagstid.
Hvorvidt skoleelverne fra 6. klasse på Herningsholmskolen så fremover vil inkludere sukker-og syreholdige drikke som juice og cola i deres frokostmenu, er en anden historie.