Herningsholm Erhvervsskole og Herningsholm Gymnasium har i øjeblikket besøg af mere end 1000 folkeskoleelever. Anledningen er Dansk Naturvidenskabsfestival 2013, hvor eleverne får lov til at lave naturvidenskabelige forsøg på HTX og uddannelserne til elektriker, tandklinikassistent og mediegrafiker.
Folkeskoleelever eksperimenterer på livet løs
Der foregår et væld af forskellige aktiviteter på Herningsholm Gymnasium, både i og udenfor klasseværelserne.
Asbjørn Waskiw er 12 år og går i 6. klasse på Aulum Byskole. Han viser sine klassekammerater, der ligger på gulvet, hvordan de skal vende. De skulle stave til ordet "is" med deres kroppe.
- Det er sjovt at lave noget i stedet for bare at sidde i en klasse, siger Asbjørn, som også har prøvet at lave målinger på afstand af Herningsholm Gymnasium-bygningen ved hjælp af trekantsberegning, der blev ganget op.
Et fad med tre hjerner i
Scenen er sat, da 5. klasse fra Kildebakkeskolen skal lære om hjerner. Foran dem ligger tre stykker fra forskellige hjerner, som eleverne får lov til at røre ved.
Mads-Emil Morgensen er 11 år og synes, at det har været sjovt.
- Jeg har lært en masse. Jeg har lært hvor mange ting man bruger hjernen til og hvor store de forskellige dyrs hjerner er og hvor meget de vejer. Og så var det sjovt at røre ved hjerner, siger han.
Derudover skulle eleverne se, hvor meget de kunne løfte, hvis de var en myre.
- Jeg kunne løfte 3,5 tons, siger Mads-Emil.
Juice er det værste
I tandklinikassistent-afdelingen på Herningsholm Erhvervsskole er 6. klasse fra Herning Friskole på besøg. De skal lære om ph-værdi og syreskader på emaljer.
- Vi har lært, at det er godt at drikke med sugerør, fordi læskedrikken holdes på tungen, siger 12-årige Arent Vihøj-Krist, der synes at det var spændende, da de skulle måle ph-værdien i deres egen mund.
- Jeg har lært rigtig meget i dag. Man skal passe bedre på sine tænder end man umiddelbart tror. Ellers sker der grimme ting, siger Arent, der også lærte at juice var hårdere ved tænderne end danskvand og Pepsi Max.
I elektriker-afdelingen har Cecilie Hundevad på 13 år eksperimenteret med energi.
- Det har været sjovt, og man har lært nogle ting. Det med solcellerne var det sjoveste. Vi skulle se, hvilken vinkel der var bedst til solen og hvor det var bedst at placere dem, siger hun.
Naturvidenskabsfestivalen foregår hvert år i uge 39.