74 unge mennesker fordelt på ni nationaliteter og ni fag har i uge 27 været samlet på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier til skolens årlige Talentcamp.
Dagene er gået med at ”nørde” og blive endnu dygtigere til sit fag, hvad enten man er grundforløbselev, på vej til svendeprøve eller på vej til VM for unge håndværkere.
Udfordrende opgave
Da 2019 er et VM-år, og med Worldskills i Kazan i Rusland lige om hjørnet har der været ekstra stor udenlandsk interesse for at deltage i talentcampen. Rafael Bieler, der er tømrer og repræsenterer Schweiz ved VM, er i Herning med landstræner Adrian Wenger.
- Vi har tradition for at træne med andre landes deltagere op til VM. Det er godt at have et andet miljø at træne i, siger Adrian Wenger.
En meget koncentreret Rafael Bieler tæller minutterne, og gør hvad han kan for at optimere sin tid.
- Det er fedt at være her og træne med de andre. Jeg lærer noget nyt, hver gang jeg træner, og det er en udfordrende opgave, vi har fået, siger han.
Også den danske WorldSkills-deltager for tømrerne Mikkel Victor Larsen, der til dagligt går på NEXT Uddannelse i København er med til talentcampen.
Arbejder med tempoet
Herningsholms murer Nikolaj Skydsgaard Hansen, der repræsenterer Danmark til WorldSkills, træner side om side med den amerikanske, den ungarske, den indiske og hviderussiske deltager, der om halvanden måned er konkurrenter.
- Det er rigtigt fint at møde nogle af dem, jeg skal konkurrere imod, og vi snakker sammen om aftenen efter træningen, siger Nikolaj Skydsgaard Hansen, der er 20 år og i lære hos HNN Byggefirma i Videbæk.
Han arbejder en del med at forbedre tempoet under træningen.
- Der er pres på for at nå at blive færdigt. Det er ikke nok bare at mure præcist. Det skal også gå hurtigt, siger Nikolaj Skydsgaard Hansen.