Drop nu de mobiler!

Onsdag den 27. juni dimitterede 14 EUX Business-studenter fra Herningsholm

Glæden, lettelsen, trætheden, men vigtigst af alt stoltheden var til at få øje på, da 14 unge mennesker onsdag den 27. juni dimitterede som EUX Business-studenter fra Herningsholm.

Uddannelsesleder Mona Syndergaard gav eleverne en personlig tale med på vejen.

- I har været spændt hårdt for, især det sidste års tid. Kravene har været høje og det samme med jeres læreres ambitioner på jeres vegne, men resultaterne taler deres tydelige sprog, når jeg skimmer karakterlisterne, der er kommet ind i de forgangne uger

– I kan godt være stolte af jer selv – jeg er i hvert fald stolt af at kunne sende jer ud i verden i dag med et Herningsholm-stempel på beviset, sagde hun blandt andet i sin tale til eleverne.

Mærk efter i maven

Citychef Allan Kristensen var gæstetaler ved dimissionen og gav de nyudklækkede studenter. Han opfordrede blandt andet studenterne til at mærke efter i maven og turde vælge forkert og huske, at det er de gode ting, der skal med i rygsækken, og at de dårlige ting skal smides væk.

- Og drop nu de mobiler! Nærvær og samvær bliver kodeord i fremtiden, håber jeg, og de ting findes ikke på mobilen, sagde Allan Kristensen. 

Uddelingen af eksamensbeviser blev efterfulgt af smukke toner fra sangere fra MIdtvest Pigekor, der gav en ro over Handelshuset, der ellers har summet af hektisk aktivitet i dagene op til dimissionen.

 

Legat uddelt

Inger Stranddorf, formand for HK Privat MidtVest og medlem af skolens bestyrelse, overtog derefter talerstolen for at uddele HK Midtvests legat, der blev givet til Frederik Frank-Møller blandt andet med følgende begrundelse:

-Hans tilgang til læring har været exceptionel og afspejler på alle måder et growth mindset: han har ladet sig udfordre, været klar til at dykke ned i problemstillingerne, han har arbejdet ihærdigt og målrettet; han har ladet sig inspirere – og inspireret andre, og han har set fejl som en måde at udvikle sig på. Han har brugt feed back konstruktivt og selv efterspurgt og fulgt op på den.

Som afslutning på dimissionen havde EUX-holdet en overraskelse til deres fem undervisere. Store chokoladeæsker som tak for deres del af arbejdet med at udvikle og dygtiggøre EUX-eleverne.

De 14 studenter skal nu i gang med næste del af deres uddannelse og ud i elevpladser.