Hele 75 unge håndværkere er fra nær og fjern mødt op for at blive udfordret og styrke deres kompetencer på årets Talentcamp.
For fire år siden talte den første Talentcamp blot 12 lokale murere, men i år er der talenter inden for seks forskellige fag, og de er rejst til Herning fra Indien, England, Rusland, Hviderusland, Ungarn og resten af Danmark.
Håndværkets nørderi
Men hvorfor er det blevet så populært for eleverne at bruge en uge med sav, maskiner og mursten? Svaret skal findes i den faglige nysgerrighed.
- De arbejder jo med nogle discipliner her, som de aldrig kommer til igen. Det er ikke noget, de får lov til at lave i løbet af deres skoleophold, eller når de kommer ud og arbejde som udlært. Det er virkelig kun for nørder, forklarer tømrernes landstræner Alex Nygaard.
De fleste deltagere er godt i gang med deres uddannelse og enkelte er færdigudlærte, men blandt tømrerne går en deltager, der kun har været i gang med sin uddannelse et års tid.
- Jeg kommer lige fra Grundforløb 2, så der er mange ting i opgaven, som jeg aldrig har prøvet at arbejde med før. Der er for eksempel rigtigt mange opstregninger. Men det giver god læring, og det er fedt, selv om det er svært, siger Andreas Sand Kristensen, der er ved at uddanne sig til EUX-tømrer på Herningsholm Erhvervsskole.
På vej til VM
I både tømrer- og murerafdelingen er der blandt deltagerne nogle dygtige unge, der stikker ud fra de andre. De har nemlig allerede bevist deres talent og kvalificeret sig til håndværkernes verdensmesterskab, Worldskills i Abu Dhabi.
Både de udenlandske deltagere og tre talenter fra det danske landshold er med på campen for at forbedre deres mulighed for at blive verdens bedste. Og det giver dem mere end blot en faglig udvikling.
- Når vi kommer til WorldSkills, må jeg jo kun snakke med Frederik (WoldSkills-flisemurer, red.) i pauserne. Så det er rigtigt fint, at deltagerne kender hinanden lidt inden, så de ikke står helt alene, siger Lars Skibdal, der er landstræner for flisemurerne.
Forberedelse til svendeprøve
Talentudviklingen er dog ikke kun for de elever, der går efter at deltage i Skills. 22 industriteknikere er i gang med at rode med maskinerne, og her er fokus lige så meget på at forbedre deres arbejdsmetoder og forberede dem til svendeprøven.
- Det er et meget intensivt forløb, hvor vi bliver udfordret med nogle opgaver, som vi ikke møder på skolen eller på lærepladsen. Her er nogle gode undervisere med en masse erfaring. De tager udgangspunkt i vores individuelle kompetencer, så vi alle sammen flytter os, siger Morten Rævdal, der netop har afsluttet H2 på Mercantec.
Talentcampen holdes på Herningsholm Erhvervsskole i uge 27 for dygtige elever inden for fagene murer, flisemurer, tømrer, snedker, maskinsnedker og industritekniker.
De tre danske WorldSkills-deltagere er:
- Jacob Trærup Ahlgreen, murer, Herningsholm Erhvervsskole
- Frederik Nielsen, flisemurer, Techcollege
- Jesper Sonne Nørgaard, tømrer, Techcollege