Der var dyb koncentration blandt de syv deltagere ved regionsmesterskabet for elektrikere, som konkurrerede om en plads ved DM i Skills 2018.
- De skal lave en tavle, nogle lampesteder og tændinger, så det er en blanding af synlige og skjulte installationer. De skal overholde bekendtgørelsen, men kan selv bestemme, hvordan de laver deres løsninger f.eks. med at føre rørene og trække ledningerne, forklarede faglærer Benn Rune.
Sidst på eftermiddagen kunne spændingen ikke trækkes længere. Med et forspring på kun et enkelt point blev Martin Elkjær Jensen fra Den jydske Haandværkerskole udråbt til regionens bedste skarpt forfulgt af de to deltagere fra Herningsholm Erhvervsskole.
Martin Elkjær Jensen kan nu se frem mod DM, hvor opgaven for elektrikerne i år vil være anderledes.
- Vi ved ikke endnu, hvilken opgave de skal løse til DM. Men det er en ny slags opgave, som består af tre mindre delopgaver. Idéen er, at de skal lave nogle opgaver, som er lidt sjovere at se på, så det gerne skulle blive mere publikumsvenligt, sagde Benn Rune.
Elektrikerne var kommet fra Den jydske Haandværkerskole i Hadsten, Aarhus Tech, Tradium i Randers og Herningsholm Erhvervsskole.
DM i Skills løber af stablen den 18. – 20. januar 2018 i MCH i Herning. Her dyster 300 af landets dygtigste, unge håndværkere om at blive den bedste inden for deres fag.
Der er gratis adgang for alle.