Når DM i Entreprenørskab for ungdomsuddannelser (Company Programme) løber af stablen torsdag den 24. april i København, står fire unge virksomheder fra Herningsholm Gymnasium klar til at gøre deres bedste for at komme øverst på podiet og sikre billetten til EM i Estland i juli.
- Vi er kun med for én ting. Vi går selvfølgelig efter at vinde, siger Mia Falkesgaard fra virksomheden MEKS. De fire drenge fra virksomheden e-matematik er helt enige:
- Man vinder jo ikke en andenplads. Vi arbejder mod at vinde det hele, men som minimum går vi efter at blive sporvinder i sporet Science & Technology, siger Viktor Lundgaard fra e-matematik.
Begge virksomheder har arbejdet hårdt og fokuseret siden regionsfinalerne i marts for at blive klar til DM. MEKS er i særdeleshed en entreprenør-virksomhed, og pigerne har den seneste måned brugt flere timer dagligt på markedsføring og videreudvikling af det kreative univers, der omkranser produkterne i deres webshop, og som er deres primære differentieringsparameter.
- Vi får hele tiden nye ideer, især når vi snakker med venner og familie om vores projekt, så virksomheden fylder mere og mere – både i skolen og fritiden, siger Frederikke Ottosen.
e-matematik er derimod en virksomhed med stor fokus på innovation, og de har inden regionsfinalen brugt størstedelen af tiden på udviklingen af teknikken bag deres hjemmeside med online matematikhjælp. Siden kvalifikationen til DM har de i højere grad koncentreret sig om at forberede sig til disciplinerne ved DM:
- Men vi er først og fremmest en virksomhed, som også deltager i DM. e-matematik rækker længere end bare konkurrencen, siger Frederik Kofoed.
Når de unge virksomheder fra hele landet mødes i København den 24. april, skal de dyste i disciplinerne årsrapport, scenepræsentation, gruppeinterview og interview ved stand. Ud over MEKS og e-matematik vil NoLift og Come On repræsentere Herningsholm Erhvervsskole ved DM.
I Company Programme kan eleverne tilmelde deres idé i et af de fire spor: Business & Services, Science & Technology, Trade & Skills og Society & Globalization. Herningsholm Gymnasium er i år repræsenteret i alle fire spor, da skolens elever tog alle førstepladser ved regionsfinalen i den midt- og vestjyske region.
Herningsholm Gymnasium har siden 2010 vundet fire medaljer ved DM-finalerne; to guld, én sølv og én bronze. I EM-finalerne har Danmark siden 2010 med fire topplaceringer vundet flere end noget andet europæisk land. Elever fra Herningsholm står bag tre af disse topplaceringer. |