Tekstilmuseet i Herning dannede torsdag den 18. april rammen om den nationale finale, hvor deltagerne skulle pitche deres innovative idéer og prototyper til et dommerpanel bestående af erhvervsfolkene Karsten Leth og Lise Hanneslund.
En app til bedre sikkerhed i nattelivet var så god en idé, at tre elever fra Herningsholm-gruppen Streetbuddy snuppede 1. pladsen.
Streetbuddy er en stemmestyret app, hvor man skal bruge et såkaldt "safe word". Desuden kan man holde øje med sine venner og se, hvor mange mennesker der er i nattelivet.
Flere vindere fra Herningsholm
Både 2. og 3. pladsen samt bæredygtighedsprisen og visualiseringsprisen gik også til elever fra EUX Business på Herningsholm. 2. pladsen landede hos gruppen Mute Talk, som vil sikre bedre vilkår og mindre eksklusion for ordblinde. Mens 3. pladsen gik til Serenity, som også arbejder med sikkerhed i nattelivet via en mikrochip i et plaster, som man kan sætte på et skjult sted.
"Jeg er glad for at se, hvordan eleverne opnår mere og mere glæde, jo flere gange de får feedback og feedforward fra eksterne erhvervsfolk," siger en stolt underviser Christina Kylling, som har været med til at hjælpe eleverne med at forberede sig til finalen.
Hun tilføjer, at projekterne alle tager udgangspunkt i personlige, lokale og større samfundsmæssige forhold.
Podieplaceringerne blev præmieret med henholdsvis 10.000, 6.000 og 4.000 kroner, mens Streetbuddy på 1. pladsen, som modtog visualiseringsprisen, og Mute Talk på 2. pladsen, som modtog bæredygtighedsprisen, kunne tage yderligere 3500 kroner med hjem.
Forud for den nationale finale havde Kickstart Programme et undervisningsforløb med lokal vinderkåring, der lærer erhvervsskoleelever at komme fra idé til virkelighed i arbejdet med iværksætteri og entreprenørskab.