Otte virksomheder havde taget imod tilbuddet om at komme forbi Handelshuset til en personlig snak med elever fra EUD og EUX om mulighederne for elev-stillinger i netop deres virksomhed.
- Vi vil gerne ud og møde de unge mennesker, som er potentielle elever. Det er fedt at få dem i øjenhøjde og snakke med dem direkte. Det er også lidt spændende at stå her og vente på, at de kommer hen til os. Det er jo ret vigtigt at være udadvendt, når man skal være i butik, så vi følger lidt med i, hvem der har mod til at komme herover og møde os, sagde Henrik Smed, der er varehuschef ved Dansk Supermarked Group.
Til job-datingen var det nemlig elevernes opgave at tage mod til sig og henvende sig til repræsentanterne fra de fremmødte virksomheder. Og det skabte da lidt nervøsitet blandt eleverne.
- Når jeg søger en elevplads, så læser jeg normalt først på deres hjemmeside og laver derefter en ansøgning, som jeg tager ud til virksomheden med. Her står man og snakker med virksomheden, og flere andre elever lytter med, forklarede Kanjana Nadi Morthorst, mens hun stod i kø til at få en snak med Jysk.
Selv om det krævede lidt overvindelse at kaste sig ud i job-datingen, var 20-årige Kanjana Nadi Morthorst ikke i tvivl om målet.
- Jeg vil gerne finde en elevplads. Jeg vil jo gerne ud og lære noget, så jeg kan blive færdig med min uddannelse, sagde hun afslutningsvist, før hun med cv’et under armen gik hen til medarbejderne fra Jysk.
Ved job-datingen deltog repræsentanter fra i alt otte virksomheder: ege, flying tiger copenhagen, Jysk, HT Bendix A/S, Dansk Supermarked Group, XL Byg, Meny og Kiwi. |