Stopuret kører, og ordene flyver ud af Cecilies mund. Hun øver sig på at få sagt de helt rigtige sætninger.
"Vores problem er, at mange piger og kvinder generelt, men især når de dyrker sport, oplever, at menstruationsprodukter ikke fungerer optimalt," indleder hun talestrømmen.
På 90 sekunder skal hun fortælle om hendes, Thildes, Lucas’ og Frejas virksomhedsidé til kommende investorer, når elevgruppen skal deltage i Entrepreneurship for the Future, der finder sted i Tjekkiet den 11.-13. december. Entrepreneurship for the Future er en europæisk entreprenørskabskonkurrence med fokus på innovative virksomhedsidéer.
"Vi har høje forventninger til os selv. Vi er selvfølgelig nervøse og spændte, men vi vil gøre vores bedste, selvom vi er oppe mod dygtige konkurrenter," siger Freja.
En svamp som hygiejneprodukt
Eleverne har udviklet et menstruationsprodukt kaldet ”FlowEase”. Det er en steril og fleksibel svamp, der tilpasser sig de vaginale vægge og danner en fleksibel prop for at holde på blodet.
Med egne erfaringer i bagagen vil gruppen forsøge at mindske bekymringer omkring menstruation og gøre hverdagen nemmere for piger og kvinder i alle aldre.
"Som kvinde skal man ikke være bekymret for, om man bløder igennem eller om at have ondt i underlivet. Vi vil gerne væk fra, at menstruation er en frygt, så man har mere overskud til at leve livet," siger Cecilie.
Hygiejneproduktet skal også være med til at reducere, at flere kvinder får TSS (Toksisk shock syndrom), som er en alvorlig tilstand, der skyldes giftstoffer fra bakterier. Tilstanden ses almindeligvis hos kvinder, som har anvendt kraftigt sugende tamponer.
Ifølge elevgruppen udvikler flere tusinde danske kvinder hvert år syndromet.
Intern konkurrence gav billetten
Eleverne præsenterede virksomhedsidéen for et dommerpanel til JUMP StartUp, der er en intern innovationskonkurrence på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier. De tre dommere i panelet udvalgte gruppen til finalrunden i konkurrencen, og i sidste ende løb de med sejren.
At kalde sig vinder af JUMP StartUp giver adgang til at deltage i Entrepreneurship for the Future, og det betyder nu, at Cecilie Christensen, Thilde Juul Jensen, Lucas Hauge og Freja Søndergaard Graakjær Egebæk skal repræsentere Herningsholm til den europæiske konkurrence i Tjekkiet.
Elevgruppen tager af sted med selvtillid i bagagen, da de i slutningen af november deltog i Business Mind Programme ved Danish Entrepreneurship Festival i Fredericia. Her vandt gruppen førstepladsen ud af 144 andre elevvirksomheder og fik en præmie på 10.000 kroner.