Elever varmer op til det amerikanske præsidentvalg

Torsdag den 3. november varmede eleverne fra 2. og 3.g på HTX og HHX Herning op til det nært forestående præsidentvalg med et foredrag af lektor Jørn Brøndal

Der var amerikansk politik i et historisk perspektiv på programmet, da lektor ved Syddansk Universitet Jørn Brøndal af to omgange slog tonen an foran et fyldt auditorium på Herningsholm Erhvervsgymnasium.

Med det snarlige amerikanske præsidentvalg som omdrejningspunkt blev eleverne klogere på den amerikanske befolknings sammensætning og ideologier, proceduren ved valg af en ny præsident og de mærkesager, der præger den amerikanske valgdebat. Afslutningsvist satte Jørn Brøndal de to præsidentkandidater op mod hinanden.

- Det er det mest bizarre valg nogensinde. Der er tale om de to mest upopulære præsidentkandidater i USA’s historie. Hillary Clinton er ifølge målingerne mere upopulær end populær, mens Donald Trump egentlig mest har været upopulær hele tiden, forklarede Jørn Brøndal gennem grafer og små filmklip.

Stor interesse for politikken

Erhvervsgymnasiet har valgt at tage det amerikanske præsidentvalg op, da mange af eleverne viser stor interesse for emnet.

- Der er flere elever, som har siddet oppe om natten og fulgt med i de forskellige debatter. Et oplæg som det her er med til at give eleverne en god forståelse for det amerikanske demokrati, og dermed kan vi lave en perspektivering til de danske forhold. Eleverne viser stor interesse, og den håber vi på at kunne overføre til for eksempel det kommunalvalg, vi står over for i 2017, siger underviser Lene Elfride Kilsgaard.

Dagens emne kan ifølge underviseren også bruges fremover.

- Foredraget har givet eleverne en god baggrundsviden om flere politiske emner og om, hvordan demokratiet fungerer. Det hænger godt sammen med, at vi i for eksempel international økonomi og samfundsfag skal til at arbejde med forskellige emner inden for amerikansk politik samt at flere af eleverne gerne vil skrive om USA i deres større, tværfaglige opgave SRP, slutter Lene Elfride Kilsgaard.