Alle grundforløbseleverne har i denne uge været rundt og snuse til de forskellige håndværk inden for den fagretning, de har valgt inden skolestart. På introduktionen til fagretningen Bygge og Bo har omdrejningspunktet været forberedelserne til dagens Kubb-turnering. Derfor har der været travlt med at opmåle baner og udforme delene til spillet.
Eleverne spiller sammen på hold af to, hvoraf den ene har været på introduktionen til Bygge og Bo. En vigtig del af forberedelserne har nemlig været at lære reglerne til spillet, så det er Bygge og Bo-eleverne, der står for at lære reglerne til de andre.
Indblik i de andres uddannelser
Eleverne har endnu en uge med introduktion, før de skal rigtigt i gang på den fagretning, de ender med at vælge. Flere elever er dog allerede nu sikre på, hvilken retning de skal gå i, men de mener alligevel ikke, at introduktionen til de andre erhvervsuddannelser har været spildt.
- Det har været spændende at se, hvad de andre laver, og det har da givet mig et andet synspunkt på de andre fag, siger Jakob Jessen, der er blevet bekræftet i, at han skal ad tømrer-vejen.
Camilla Skov synes dog, at to uger er for lang tid med introduktion, når hun godt ved, hvilken retning hun skal gå i.
- Det har været fint og spændende at finde ud af, hvad de andre uddannelser går ud på, men nu glæder jeg mig bare til at komme i gang, siger Camilla, der stadig vil være frisør.