Men fredag formiddag blev mere end 500 elever på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier klogere på emner, der interesserede dem.
Otte kandidater til Folketinget deltog i en valgdebat, hvor de svarede på elevernes mange spørgsmål.
"Jeg synes, debatten er en god mulighed for at blive sat mere ind i, hvordan de forskellige partier forholder sig til spørgsmål fra os unge," siger HHX-elev Anna Dalgaard.
Tidligere elev, nu kandidat
Der var otte ud af de 14 opstillingsberettiget partier til Folketingsvalget, som var repræsenteret ved valgdebatten i Agoraen.
Det var kandidater fra SF, Radikale, Alternativet, Liberal Alliance, Venstre, Konservative, Danmarksdemokraterne og Socialdemokratiet, der gerne ville påvirke de unge med deres mærkesager.
For 20-årige Siff Tang Lassen fra Konservative var det i trygge omgivelser, hun skulle debattere, for hun har selv gået på erhvervsgymnasiets gange.
"Det er sjovt at være tilbage. Jeg kender jo alle de sjove historier herfra, men i dag er mit formål at få de unge til at engagere sig til valget og få dem til at bruge deres stemmeret, for de er med til at forme fremtiden," siger hun.
Tættere på en afklaring
Efter to timers valgdebat var Anna Dalgaard blevet mere sikker på, hvilken politisk retning hun skal vælge, når hun står i stemmeboksen den 1. november og skal sætte sit kryds.
"Det var rart at høre svarene på vores spørgsmål fra de forskellige kandidater, så jeg er blevet meget mere afklaret efter debatten," afslutter hun.