Erhvervsgymnasium dominerede ved DM i Entreprenørskab

Jublen bredte sig blandt de midtjyske deltagere, da hold fra Herningsholm Erhvervsgymnasium tog både guld og bronze ved DM i Entreprenørskab

Ida Sophie Guldbrandt Hansen, Mathias Kannegaard, James Alexander van der Klip og Kasper Slator kunne sent onsdag den 26. april hæve glastrofæet som danmarksmestre i Entreprenørskab. 

Tablet er guld værd

De fire HHX-elever har sammen udviklet Demenish; en tablet, som ved hjælp af kognitivt stimulerende spil styrker dementes kognitive evner.

- Det var helt vildt, for vi havde slet ikke regnet med det. Det var et helt sindssygt felt, og der var så mange dygtige med. Vi er bare så glade, for vi har arbejdet hårdt på projektet og lagt vores sjæl i det, sagde en glad Ida Sophie Guldbrandt Hansen efter sejren.

De nykårede danmarksmestre skal nu have presset endnu mere innovation ind i skemaet. Deminish skal nemlig repræsentere Danmark ved det prestigefyldte Europamesterskab, Company of the Year Competition, som holdes i Bruxelles i juli.

- Vi skal have lavet en helt ny forretningsplan, forbedret vores pitch, udviklet vores produkt og solgt det til flere. Så vi skal arbejde benhårdt, forklarede Ida Sophie Guldbrandt Hansen.

Bronze til underbukser

Herreunderbukser med implementeret silikonekant, der holder dem fra at krølle sammen i skridtet, bragte trioen Thomas Thingstrup Mehlsen, Jonas Fagerstedt Lidegaard og Mikkel Dam Jespersen på en samlet tredjeplads med PlaceUs.

- Det var virkelig fedt, da vi først blev kaldt op som sporvinder. Vi nåede lige at få taget billede og blive interviewet, før vi blev kaldt på scenen igen, fordi vi fik en tredjeplads. Så vi surfede bare af sted på den samme bølge, sagde Mikkel Dam Jespersen.

Selvom DM er vel overstået, lægger gruppen ikke underbukserne på hylden. 

-  Vi skal have fundet en god producent, så vi kan få gang i en produktion. Og så skal vi ud og frelse alle verdens mænd fra irriterende underbukser, sluttede Mikkel Dam Jespersen med et smil.

Demenish og PlaceUs modtog priser på henholdsvis 10.000 og 4.000 kr., som de fik overrakt af H.K.H. Kronprins Frederik. Kronprinsen og undervisningsminister Mette Riisager mødtes efterfølgende med vinderne og hørte om deres ideer.

Company Programme er et undervisningsforløb, hvor elever på ungdomsuddannelserne bliver taget gennem alle faser af livet som iværksætter. I løbet af skoleåret skal de blandt andet udarbejde forretningsplaner, indgå aftaler med samarbejdspartnere fra det nære erhvervsliv og den finansielle sektor, lave markedsføring og aflægge regnskab. 

Over 4000 elever er årligt med i Company Programme. 43 hold kvalificerede sig til DM i København – heraf var hele otte hold fra Herningsholm Erhvervsgymnasium.