Erhvervsrelevant sabbatår

Fire elever fra Handelsgymnasiet Ikast-Brande rejser efter sommerferien med Praktik i udlandet (PIU) til henholdsvis Tyskland eller England

Oliver Østergaard Madsen, Benjamin Henriksen, Jeanette Rathleff og Camilla Gejl Kristiansen er alle fire klar til efter sommerferien at indtage henholdsvis Tyskland og England som PIU-elever.

Oliver Østergaard Madsen skal et år til Hamborg som regnskabselev:

- Jeg synes, jeg trængte til at komme lidt væk fra bøgerne, og så synes jeg, det er fedt, at man kan kombinere relevant erhvervserfaring med at rejse, siger Oliver Østergaard Madsen, der regner med at skulle læse på universitetet, når han kommer hjem til Danmark igen.

Benjamin Henriksen skal to år til London som speditørelev og arbejde med luftfragt:

- Jeg har altid syntes, at England var et spændende land og engelsk et spændende sprog. Jeg håber på at kunne lære noget fagligt og få noget personlig erfaring. Jeg regner med at skulle læse videre på CBS senere, siger han.

Jeanette Rathleff skal et år til Aschaffenburg i Tyskland og i lære på kontor i en butik, der sælger brugskunst:

- Jeg vil gerne have et sabbatår, som kan bruges videre – noget med faglig relevans. Jeg overvejer at uddanne mig til revisor eller noget andet i den stil, siger Jeanette Rathleff.

Camilla Gejl Kristiansen skal to år til Manchester i England som speditørelev og arbejde med skibsfragt:

- Jeg vil gerne prøve noget anderledes og lidt væk hjemmefra og få nogle oplevelser. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg vil bagefter, men måske arbejde og rejse noget mere og få det hele med, siger Camilla Gejl Kristiansen.