Faglærerne stod mandag den 10. august klar til at byde de nye grundforløbselever velkommen til Herningsholm Erhvervsskole. Dagen startede for de fleste i Aulaen, hvor koordinerende uddannelseschef Brian Willadsen stod for årets velkomsttale til eleverne på det nye Grundforløb 1.
- Det er vigtigt, at vi passer godt på hinanden og behandler hinanden ordentligt. Vi er alle forskellige, og det skal vi respektere, siger Brian Willadsen, der i sin tale lagde vægt på elevernes ansvar over for hinanden.
De nye elever startede deres studietid med en rundvisning på skolen sammen med en faglærer og det hold, de skal være sammen med de første to uger. I år var rundvisningen udformet som et orienteringsløb, hvor det krævede en QR-scanner og viden om alt fra trætyper og svejseformer til tandkød og volt.
Det nye Grundforløb 1 bød velkommen til 242 elever, mens faglærerne på Grundforløb 2 tog imod 312 elever.