EverySpot

EverySpot tager til DM i Company Programme som sporvindere i den regionale konkurrence i Viborg, så selvtilliden er god, men gruppen er også klar over, at endnu er intet vundet

Tanja Tynes Lauridsen, Joachim Bang Jensen, og Sara Hoelgaard Andresen alle på 18 år og alle fra 2.f på HHX er de tre entreprenører in spe bag forretningsideen EverySpot, en app, der giver privatpersoner mulighed for at udleje deres p-plads eller indkørsel, mens et mindre beløb bliver reserveret til fredning af regnskoven.

Et CVR-nummer er oprettet, og en erhvervskonto er lige på trapperne for EverySpot, og selve appen bliver lanceret til juni efter først at være testet til det kommende Herning Rocker og VM i ishockey.

Grøn parkering

Det er en spændende tid, trioen går i møde, men inden sommeren står i fuld flor, og Everspot-appen for alvor skal ud at flyve på egne vinger, barsler foråret med DM den 17.-18. april i København, hvor kyndige fagfolk vil vurdere gruppens udvikling og projektets flyvefærdighed.

-Vi glæder os helt vild til DM, men der er stadig mange smådetaljer, der skal være styr på, og mange kriterier der skal være i orden, siger Joachim Bang Jensen.

-Vi vil meget gerne, at betalingsdelen er færdig og klar til DM, supplerer Tanja Tynes Lauridsen.

EverySpot stræber mod at skabe fleksible parkeringsløsninger, men der indgår i projektet også et ønske om at give et bidrag til at en stadig mindre grøn klode dog forbliver grøn, ved at en del af regnskoven bevares. Derfor samarbejder EverSpot med naturfonden Verdensskove.

-Vi har lagt så meget arbejde i det her, at det ville være helt dumt at slappe af nu, siger Joachim Bang Jensen. 

EverySpot deltog i konkurrencen Social Enterprise Program, der er en international konkurrence, hvor unge fra hele Europa konkurrerer om titlen som indehavere af den bedste sociale virksomhed, og det var, da dommerne her opfordrede de tre til at arbejde videre med ideen, at der for alvor blev sat strøm til iværksætterånden.

- Det har været hårdt, men også rigtig fedt, og nu vil vi gøre alt for at vinde i København, runder Sara Hoelgaard Andresen af. 

Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab er kulminationen på undervisningsforløbet Company Programme, hvor elevteams fra hele landet lærer at omsætte ideer i praksis.

Til Danmarksmesterskabet bliver elevernes idéer, der spænder lige fra social innovation til tekniske produkter, bedømt af kompetente erhvervs- og organisationsfolk i kategorierne Rapport, Scenepræsentation, Standinterview og Lukket dommerinterview. Der kåres en Danmarksmester, en anden- og tredjeplads samt sporvindere i hvert af de fire Company Programme-spor: Science & Technology, Society & Globalization, Business & Service og Trade & Skills.