Faerch kåret som Årets Læreplads

Faerch Group A/S er kåret som Årets Læreplads 2020 af Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier i samarbejde med Fonden for Entreprenørskab. Virksomheden var indstillet til prisen af deres eksportelev Benjamin Bernt Jensen, som tager sine skoleperioder på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

Faerch er en af Danmarks største plastic-producenter og passioneret, når det kommer til både bæredygtighed og grøn omstilling. Virksomheden og beskæftiger flere end 1500 ansatte fordelt på 12 fabrikker i Danmark, England, Holland, Frankrig, Tjekkiet og Spanien samt på salgskontorer, der dækker hele Europa.

Benjamin er 21 år gammel og som eksportelev med hele vejen i arbejdet for en cirkulær plastic-agenda.

Når han er færdigudlært som handelsassistent med speciale i salg på Herningsholm, ser han frem til at videreuddanne sig og læse en HD på universitetet. I forvejen har han en merkantil studentereksamen (HHX).

 

 

Unikt ansvar og stor faglig tryghed

Lisbeth Østergaard var vært for prisoverrækkelsen, som på grund af covid-19-situationen foregik online, men som det også blev understreget, gjorde det ikke kåringen mindre vigtig. Årets nominerende virksomheder har nemlig alle sammen været med til at løfte et stort ansvar, der i sidste ende betyder, at elever har kunnet fortsætte deres uddannelsesforløb.

I begrundelsen for valget af Faerch lød det:

"Faerch kåres som dette års vinder, da virksomheden giver plads til at træde ved siden af. Hvor eleverne tildeles et unikt ansvar og samtidig føler stor faglig tryghed. Det er en virksomhed, hvor eleverne betragtes som ligesindede medarbejdere, hvor vejledningen er synlig og udbygningsrigt, og hvor der er mulighed for at udvikle både faglige og personlige egenskaber."

Kåringen af årets læreplads hylder de danske lærepladser, som gør noget ekstra, og som løfter et vigtigt ansvar. De to øvrige finalister til Årets Læreplads 2020 var Lego System A/S, indstillet af værktøjsmager-elev Lasse Lechner Nielsen fra Skive College, samt Klippesmedien, indstillet af frisørelev Marina Inez Carcia Andreasen fra NEXT Uddannelse København.

 

Plads til lokal fejring

Kort før den landsdækkende kåring havde uddannelsesdirektør på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, Martin Holmgaard, haft lejlighed til at overrække den lokale pris til Benjamins nærmeste leder Bente Sørensen.

Gaven bestod af lysestager og kasser fremstillet af elever fra snedkeruddannelsen, oplukkere produceret af industriteknikerelever samt høvlspåner lavet af elever fra 5. klasse på besøg i et af skolens værksteder.

Stort tillykke til Faerch Group A/S med kåringen som Årets Læreplads 2020.