Fire elever modtager legat for nyt redskab til ordblinde

Viktoria Rønde Bak, Sofie Due, Cecilie Lafranz Nielsen og Lea Jacobsen har sammen udarbejdet et nyt redskab til ordblinde for at gøre hverdagen nemmere.

Your Word Keeper hedder projektet, der er en app og et program til computeren, som blandt andet giver ordforslag, hjælp til grammatik og læser pdf-filer op.

Det opfindsomme hjælperedskab har nu gjort eleverne til legatmodtagere af Fonden for Entreprenørskabs Kickstart Mikrolegat.

"Det er mega fedt. Vi er meget glade for at få legatet, og det har også givet os blod på tanden til at arbejde videre med projektet," siger Viktoria.

 

Ordblindhed i gruppen
Det var et projekt på elevernes uddannelse inden for kontor og detail på EUD/EUX Business på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, som satte skub i udarbejdelsen af ordblinderedskabet. 

Tre af eleverne i gruppen er selv ordblinde, og derfor var det naturligt at kaste sig over et projekt, som de selv kunne relatere til. 

"Vi har meget viden inden for området, fordi vi selv har prøvet, hvor svært det kan være at få den rette hjælp, med de hjælpemidler vi har. Derfor tænkte vi, at det kunne være fedt at nytænke nogle midler og på den måde hjælpe andre ordblinde," siger Viktoria.

 

Få skub i projektet
Elevernes projekt var med i opløbet til DM i entreprenørskab tidligere på året, men måtte se sig slået af andre gode idéer. Det slog dog ikke gruppen ud, som efterfølgende blev opfordret af en underviser til at ansøge om Kickstart Mikrolegat.

Det gav pote, og eleverne kunne gå på sommerferie med visheden om, at de havde modtaget legatet fra Fonden for Entreprenørskab og nu var et skridt nærmere at føre deres idé ud i livet.

"Vi vil bruge det næste år på at komme så langt med udviklingen af vores projekt som muligt. Vi vil gerne lave undersøgelser, så vi kan finde frem til vores præcise målgruppe, og så vil vi gerne bruge nogle af pengene på at realisere appen, som i sidste ende kan gavne og hjælpe andre ordblinde," siger Viktoria og fortæller afsluttende, at gruppen har fået tilknyttet en mentor, som skal vejlede dem i opstarten.

Gruppen var blandt de første modtagere af Kickstart Mikrolegat på 25.000 kroner, som bliver uddelt til elever på erhvervsuddannelser.