Flere lærepladser til elever på Herningsholm

Det går den rigtige vej: Antallet af lærepladser til elever på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier gik frem i 2020 og lægger dermed en dæmper på frygten for et hårdt lærlingeår som følge af covid-19.

Fremgangen kan især tilskrives virksomhedernes samfundssind og sommerens trepartsaftale om ny løntilskudsordning i 2020, siger skolens erhvervschef.

 

Færre ender i skolepraktik

Trods et år i coronaens tegn har Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier succes med at skaffe lærepladser. I 2020 indgik erhvervsskolen 943 uddannelsesaftaler mod 911 forrige år.

Dermed ender færre elever i skolepraktik, og flere kan komme ud på arbejdspladserne og få den eftertragtede læreplads.

 

Positiv udvikling

Udviklingen glæder Nanna Seidelin, erhvervschef og ansvarlig for Herningsholms virksomhedscenter.

"Går man med overvejelser om at tage en erhvervsuddannelse, må det være rart at vide, at coronakrisen ikke har gjort det sværere at finde en læreplads. Enkelte brancher har været ramt værre end andre, men generelt ser vi en positiv udvikling," siger Nanna Seidelin.

Hun fortæller videre, at skolens virksomhedskonsulenter normalt tager land og rige rundt for at afsætte elever til virksomhederne. Men selv når det ikke har været muligt, er virksomhederne fortsat med at tage lærlinge ind, og det skal de have ros for.

 

Tæt samarbejde med virksomhederne

"På Herningsholm har vi år efter år lagt mange kræfter i at skabe gode relationer til virksomhederne, så vores elever får en læreplads, og tallene bekræfter os i, at det opsøgende arbejde har en positiv effekt. Men vi må bestemt ikke glemme, at det i særlig grad er virksomhederne og de offentlige organisationer, som bør anerkendes for selv i en corona-tid at udvise samfundssind og stille så mange lærepladser til rådighed," siger Nanna Seidelin.

Et andet af de tiltag, der ser ud til at virke, er en øget lærepladsopsøgende indsats i undervisningen – fx ansøgningsskrivning, arbejdspladskultur samt virksomhedsbesøg – hvor underviserne derved er med til sikre et godt match mellem lærling og virksomhed.

Herudover har en særlig lærlingepakke gjort det muligt for virksomheder at få dækket en stor del af omkostningerne i forbindelse med uddannelsesaftaler.

Det er tredje år i træk, at antallet af lærepladser går frem – en stigning på 15 % siden 2017.