Frederikke Hagen Kirkevang blev mandag den 19. juni kl. 8.30 færdig som den første EUX Business-elev.
Det blev storesøster, der fik lov til at sætte den hvide hue med det røde og grå bånd på hovedet af sin lillesøster.
Frederikke Hagen Kirkevang var både glad og bevæget, da hun kom ud af eksamenslokalet med et flot 10-tal.
- Jeg var lidt nervøs her ved den sidste eksamen, for den skulle gerne gå godt, sagde Frederikke Hagen Kirkevang, der har pakket rygsækken med fine karakterer.
God oplevelse
Den sidste eksamen var et eksamensprojekt om Royal Copenhagen i engelsk og afsætning.
Som EUX’er kombinerer man en erhvervsuddannelse med en gymnasial eksamen, og på EUX Business, der varer i alt fire år, ligger de fagfaglige fag på de første to år.
- Det har været hårdt, men det har også været en god oplevelse. Jeg ville gerne have de gymnasiale fag med, da det giver mig lidt flere muligheder bagefter, sagde Frederikke Hagen Kirkevang, der leder efter en elevplads som blomsterdekoratør.
Men lige nu skal huen fejres.
- Jeg skal ud at spise brunch med min familie, og senere i dag skal jeg feste med resten af min klasse, der også bliver færdige i dag, og så skal vi nok i byen, sagde Frederikke Hagen Kirkevang.