Første HHX-hue i Herning sidder på håndboldtalentet Rikke

19-årige Rikke Aastrup Nielsen fra 3.E er årets første HHX-student fra Herningsholm Erhvervsgymnasium i Herning.

Mandag formiddag afsluttede hun tre års hårdt arbejde med sin sidste eksamen i international økonomi.

Sideløbende med sin gymnasietid har Rikke spillet håndbold på U-19 ligaholdet i Holstebro, så hun var lettet, da hendes søster i dag gav hende studenterhuen på.

"Det lettede en sten fra hjertet. Det er dejligt at være færdig, for jeg har godt nok været nervøs. Jeg vil altid præstere det bedste. Det er noget, jeg har med fra sporten, hvor jeg går ind i mit eget gamemode," siger hun. 

 

Masser af håndbold 

Foruden international økonomi har Rikke været til eksaminer i skriftlig dansk, mundtlig tysk og SOP, inden hun i dag kunne poppe champagnen og kalde sig årets første HHX-student i Herning.

De næste tre uger er hendes kalender fyldt med studentergilder, og når fejringerne er overstået, skal Rikke holde sabbatår.

En tid med både arbejde og sport på højt niveau. Hun har nemlig for nylig skrevet under på en to-årig kontrakt med Holstebros 1. divisionshold.

"Jeg ved, at jeg vil holde to sabbatår, hvor jeg måske vil være i en børnehave eller være lærervikar – og så skal jeg selvfølgelig spille en masse håndbold, " siger hun.