De fremmødte var forældre, mestre, lærere, uddannelsesledere, uddannelseschef-og direktør.
Og på de to forreste rækker sad dem, det hele handlede om, og dem som det nok var allerstørst for: 18 nyudklækkede EUX'ere, der som de første nogensinde har færdiggjort deres uddannelse på Herningsholm Erhvervsskole.
- Udnyt derfor den helt enestående mulighed, som I fremadrettet har til at arbejde med lige det, I har lyst til: I kan arbejde som faglærte, finde en god virksomhed hvor I kan vokse, og som forstår at udnytte jeres dobbeltkompetence. Muligheder skal udnyttes, og I har vist med den store indsats, I har ydet, at det er noget I kan. Hjertelig tillykke til jer. Jeg er meget stolt af jer og EUX-uddannelsen, sagde direktør for Herningsholm Erhvervsskole John Egebjerg i sin tale til dimittenderne.
Uddannelseschef for EUX Martin Holmgaard holdt også tale for de nye EUX'ere:
- I gør mig helt vildt stolt og glad, og I vil altid være noget særligt for mig, som de første EUX-elever, der gennemfører et EUX-forløb hér på Herningsholm Erhvervsskole. I har haft dét, der skal til for at gennemføre så krævende en uddannelse, som det er tilfældet med et EUX-forløb. Det har indimellem været hårdt og krævende for jer. Dels fordi et EUX-forløb er en særdeles krævende uddannelse, men også fordi I som de første elever har måttet hjælpe med at træde de første fodspor, som danner rammen for EUX fremadrettet på Herningsholm Erhvervsskole.
Når man går gennem uberørt land, som både I og vi har gjort, hvor målet er at finde et godt ståsted, et sted derude, støder man undervejs på både tidsler og sten, og nogle gange snor stien sig i en anden retning end planlagt. Vi har forsøgt at rydde stien for jer, men I har alligevel måttet træde tidsler og flytte sten. Men faktum er, at I nu står på et fantastisk ståsted med et fremragende udsyn til mulighedernes land, og undervejs har I været med til at udvide stien til en farbar og god vej for fremtidige EUX-elever. Tak for jeres utrættelige lyst og vilje til at gennemføre EUX-forløbet som de første på Herningsholm Erhvervsskole, sagde Martin Holmgaard.
Efterfølgende uddelte Martin Holmgaard prisen for Den Gode Kammerat, indstillet af de andre EUX’ere samt EUX-prisen.
Henrik Toftgaard Jensen modtog prisen som den gode kammerat, fordi han er positiv og engageret i både undervisningen, samarbejde og samspil med sine klassekammerater.
- Henrik udviser fagligt overskud, som han lader sine klassekammerater komme til gode med sin store hjælpsomhed, sagde Martin Holmgaard.
EUX-prisen Herningsholm med tilhørende legat uddeles til den EUX-elev, som i særlig grad formår at kombinere det gode håndværk med det høje teoretiske niveau. Eleven er samtidig nytænkende, innovativ og kreativ, så det høje faglige og teoretiske niveau også bruges til opnåelse af specialviden. Netop dette er essensen af EUX-forløbet.
Casper Rammeskov Yderstræde fik årets EUX-pris, fordi han gennem sit EUX-forløb har vist særlig grad af lyst, evne og vilje til at forene det gode håndværk med det høje teoretiske niveau. Det kommer bl.a. til udtryk gennem en særdeles flot afsluttende svendeprøve og projekter lavet i bl.a. teknikfag, eksamensprojekt og byggeteknologi.