Familien var klar til fejring med bobler i solskin, og det samme var en stor venneflok, da Karla Schmidt Monrad onsdag den 16. juni kl. 16 sprang ud som årets første student fra HHX i Herning.
Karla Schmidt Monrad afsluttede med et syvtal i huen i tysk på a-niveau efter et par eksamener i international økonomi A og det store tværfaglige projekt SOPén.
”Det er dejligt at være færdig”, lød det fra en glad og lettet student ovenpå tre års gymnasietid, hvoraf det seneste år har været alt andet end normalt.
”Det seneste år har været mærkeligt, men ellers har det været godt at gå her, og jeg har haft en god klasse”, siger Karla Schmidt Monrad.
Ingen Kina-tur
Karla Schmidt Monrad har gået på studieretningen Global Business, der normalt byder på flere udlandsrejser. Turen til Austin i Texas fik eleverne med i efteråret 2019, inden verden lukkede ned, men den planlagte Kina-tur i 3. g blev aflyst.
Nu bliver der forhåbentligt mulighed for at tage revanche for Karla, når der står sabbat i kalenderen i hvert fald det kommende år - først med arbejde for at tjene penge, og derefter rejse.
Først skal huen dog fejres på behørig vis.
”Jeg skal feste med mine venner, og så skal jeg ud at spise med min familie. Og så skal vi nok feste noget mere”, siger Karla Schmidt Monrad.