For VVS-elev Anders Iversen har de første dage i det nye værksted givet et indblik i en anden måde at arbejde med faget på.
"Jeg har selv været positivt overrasket over arbejdet med at plastsvejse. Jeg synes, det er meget spændende at have det i hænderne, og så giver det nok også flere muligheder, når man har lidt erfaring, for det er ikke bare to rør, som skal limes sammen," siger han.
Kan få sit svendebrev
Plastsvejsning er et obligatorisk forløb på VVS-uddannelsen, hvilket betyder, at eleverne på uddannelsen skal have undervisning i det for at kunne få sit svendebrev.
At eleverne nu får denne mulighed på Herningsholm, vækker begejstring hos Kenneth Lauridsen, uddannelsesleder for VVS-uddannelsen.
"Det er vigtigt, at vi kan tilbyde plastsvejsning for vores elever, for det betyder også, at vi hjælper virksomhederne. Vi uddanner jo fremtidens håndværkere. Får en virksomhed en kundeforespørgsel på en plastsvejseopgave, så har vi jo allerede givet vores elever de kompetencer, som der skal bruges, når de er færdigudlærte," siger han.
Klar til fremtiden
Selve metoden med at plastsvejse giver muligheder til VVS-erhvervet, og derfor er et varmespejl og en maskine til at gratte rør med blevet en del af det nye plastsvejseværksted.
Arbejdsprocessen i værkstedet består i, at plastikrør bliver grattet, så de får en glat og ren skæringsoverflade, som er nødvendig i svejsningsprocessen.
Dernæst bliver varmespejlet anvendt til at opvarme skæringsoverfladerne på de rør, der skal svejses sammen, og med det rette tryk og en bestemt hærdningstid smelter plastikkens molekyler sig sammen.
Større rør kan derfor blive svejset sammen i forskellige grader og længder, som passer til kundens efterspørgsel – en proces VVS-elev Anders Iversen er glad for at have afprøvet i det nye plastsvejseværksted.
"Den her måde at arbejde på handler om effektivisering og muligheder i at eskalere ting, og det tror jeg, der bliver brug for i fremtiden," siger han.
Fremover giver godkendelsen af plastsvejseværkstedet på Herningsholm også mulighed for at certificere de vestjyske virksomheders håndværkere, så der på sigt er flere, som kan anvende plastsvejsning i VVS-erhvervet.