Folkeskoleelever udfordrede kreativiteten

Undervisningen i folkeskolen blev taget op til revision, da der torsdag den 2. februar var Innovation Camp på HHX Herning

Ved tavlen var en diskussion om den helt rigtige tabel i gang og rundt ved bordene brainstormede elever med farvestrålende post-its og store tegneblokke. HHX-elever fulgte diskret med fra sidelinjen.

- Vi startede med at lave nogle lege med dem for at åbne lidt op for deres kreative tankegang. Det er sjovt at få lov til at hjælpe dem over de samme bump og problemer, som vi selv har oplevet i idéprocessen på et tidspunkt, sagde Anne Hjorth fra 2.g, der sammen med sine klassekammerater styrede løjerne til årets Innovation Camp.

Mere motivation

HHX havde budt eleverne fra 8. klasse på Sunds-Ilskov Skole indenfor til en dag med fokus på nytænkning og idégenerering. De unge innovatorer havde fået til opgave at kigge på, hvordan man kan skabe mere motivation i folkeskolen. 

- Vi har arbejdet med, hvordan man kan gøre klasselokalet mere spændende. Vi startede med at komme med en masse ideer, og så har vi arbejdet videre med et af emnerne. Vi vil prøve at lave en mere hyggelig indretning med sofaer og et større lokale, så det skal vi til at tegne nu, forklarede Mille Troelsen om hendes gruppes ide.

Ved nabobordet blev udfordringen taget op fra en helt anden vinkel.

- Vi tror, at der skal nogle flere idrætstimer til. Vi har også fjernet timerne med historie og tysk fra skemaet, og så skal man have undervisningen i de fag på nogle specielle fagdage for bedre at holde interessen. Det er meget sjovt at arbejde på den her måde, og vi har også prøvet det med at lave brainstorms før, sagde Mathias Høeg.

Innovation Camp er et af Herningsholm Erhvervsgymnasiums arrangementstilbud til elever i grundskolerne. Se alle arrangementer